Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder”

 

Udsendelse nr. 18 - udsendt søndag 8. nov. 2009 kl. 9:15

Fra 1626 - 1639

 

Giuseppe Verdi: La Traviata

Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder."

Dagens rejse tager en lille times tid og er nr. 18 i rækken

Mit navn er Frede Lauritsen

Giuseppe Verdi: La Traviata

 

I sidste radioforedrag hørte du bl.a. om:

Rembrandt – Regensen - Pappenheim – Børsen - Trankebar i Indien

Jens Bangs Stenhus i Aalborg og Peterskirken i Rom.

 

I dag starter jeg med verdens ældste mand gennem tiderne Christian Jacobsen Drakenberg (1626-1772), det siger i hvert fald historiebøgerne.

Men det kræver to ting, for det første at vi ser bort fra 1. Mosebogs Metusalem, der blev 969

år, men på Metusalems tid var et år formentlig ikke længere end en nuværende måned.

Og for det andet må vi tro på Drakenberg selv, der, som den eventyrer han var, havde stor

hang til overdrivelser.

Drakenberg hævdede, at han var født i 1626 i Norge, hvor hans far Jacob Drakenberg var

kaptajn.

Men der findes ingen dokumentation herfor, så der hersker en vis tvivl, om påstanden er

sandfærdig.

Men ifald det er korrekt, skulle han altså være blevet 145 år gammel.

Men et er sikkert, han var berømt i sin egen samtid.

Drakenbergs liv som sømand begyndte som 13-årig.

Her oplevede han ganske meget, deltog som underofficer i marinen under tre danske konger i krigene mod Sverige.

Imellem krigene beskæftigede han sig med koffardifart, hvor han overlevede et skibsforlis.

Han blev fanget af algierske sørøvere, og havnede som slave i 15 år på Cypern, i Aleppo og i Tripolis.

Da han endelig undslap, tog han tilbage til Danmark og gik endnu engang med i en krig mod Sverige - Den Store Nordiske Krig.

Drakenberg stoppede sine eventyr på havet som 96-årig og fik pension af kongen.

Han bosatte sig i København og på herregårde i Jylland - Ørslev Kloster, Allinggaard, Engelsholm, Bygholm og Aakjær.

Heller ikke dengang troede alle på hans høje alder, så han drog til sit fødesogn i Norge og vendte tilbage med en udskrift af kirkebogen.

I en alder af 111 år giftede han sig med en skipperenke.

Hun døde desværre før ham, så i en alder af 132 år var han igen på frierfødder, denne gang dog uden succes.

Drakenberg flyttede til Aarhus, her indlogerede han sig hos Karens Jensdatter i Fiskergade.

Christian Jacobsen Drakenberg døde i Aarhus 9. okt. 1772, hvad der er indskrevet i kirkebogen for Aarhus Domkirke.

Og det er ganske vist.

I Domkirken lå hans lig til skue i Laurids Ebbesens Kapel frem til 1840.

Så han har forhåbentlig været balsameret.

Men da Dronning Caroline Amalie besøgte domkirken, forlangte hun, at han blev begravet i kirkens krypt.

Ved en restaurering for nylig af Århus Domkirke lykkedes det dog ikke at finde resterne hverken af Drakenberg eller hans kiste.

Oplysningen om Drakenbergs død er den mest troværdige af de herværende oplysninger, men tør vi tro på alle de andet?

Njjaaee?

 

En af Danmarks største søhelte er Niels Juel (1629-1697).

Hans forældre var Sophie Sehested og rigsråd Erik Juel.

På grund af Trediveårskrigen sendte Erik Juel sin kone til Norge, så hun kunne føde i sikkerhed.

Så Niels Juel er altså også født i Norge, såvel som andre hæderkronede danskere som Drakenberg og Holberg.

Niels Juel læste på Sorø Akademi.

Herefter blev han uddannet i den Hollandske Flåde, som den første danske søofficer.

Så blev han kaptajn, året efter admiral og Holmens chef.

Niels Juel deltog i Karl Gustav-krigene og fik ansvar for søværnet under Københavns

Belejring i 1659.

I Den skånske Krig erobrede Niels Juel Gotland, her hilste befolkningen ham som en befrier.

Sammen med den hollandske admiral Martin Tromp sejrede Niels Juel og den dansk-norsk-hollandske flåde over svenskerne i Østersøen.

Dermed blev Skåne atter dansk.

Svenskerne gik til modangreb ved Lund, det udviklede sig til Nordens største slag, hvor begge hære hævdede, de havde sejret.

Men kun døden havde sejret, for 8.000 soldater måtte lade livet under dette slag.

Mens admiral Tromp sejlede til Holland efter forstærkning, angreb svenskerne den danske flåde mellem Stevns og Falsterbo.

Her viste Niels Juel sine taktiske evner.

Fra sit skib “Christianus Quintus,” der havde 567 mand og 84 kanoner, ledede han den dansk-norske flåde bestående af 16 orlogsskibe, 11 fregatter, 5 galeoner, 2 brandere og tusindvis af kampklare mænd.

De slog svenskerne, der talmæssig var overlegne.

Svenskerne havde nemlig 25 orlogsskibe, 11 fregatter, 12 galeoner og 6 brandere.

Brandere - det er der vist ikke mange, der i dag ved, hvad er for en størrelse.

En brander er et skib fyldt med brændbart materiale eller sprængstof, som antændes, hvorefter skibet ubemandet sættes i drift mod den fjendtlige flåde.

Ejendommeligt nok kaldes dette slag i historien for: ”Søslaget i Køge Bugt,” skønt skibene aldrig kom ind i bugten.

Dagen efter det store slag dukkede den hollandske flåde op, og igen måtte svenskerne se sig slået. Beretningerne fortæller, at svenskerne led store tab.

Efter slaget blev Niels Juel udnævnt til generaladmiralløjtnant og i 1678 til flådechef.

Prisepengene der tilkom Niels Juel for de erobrede svenske skibe, havde kongen ikke, i stedet fik Niels Juel overdraget Valdemars Slot på Tåsinge.

Slottets historie hører du lidt senere om.

Niels Juel var en elsket og højt respekteret hædersmand.

Og det selv om han drev et omfattende smugleri, men det var dengang ganske accepteret.

Han anlagde fæstningen på Christiansø og udbyggede navigationsskolen.

For sine mange præstationer blev Niels Juel udnævnt til ridder af Elefantordenen.

Niels Juel blev gift med den 12 år yngre Margrethe Ulfeldt i Holmens Kirke.

Parret fik fire børn. En del år ejede de også Sæbygaard Slot.

Niels Juel døde i 1697 i København.

Han blev bisat fra Holmens Kirke, men den historie fortalte jeg om under kirkens historie i sidste radioforedrag.

Også at der udenfor Holmens Kirke står en statue af Niels Juel, en statue der skal minde os om en af vort lands store sønner, der gjorde Danmark til datidens store sønation.

Niels Juels navn lever videre i 23 danske byer, der har hædret søhelten ved at opkalde en gade med hans navn.             

 

Valdemars Slot (1639-1643), der altså fra 1678 var ejet af Niels Juel, er også bygget af Christian Firtal til hans søn Valdemar Christian.

Men Valdemar Christian kom aldrig til at bo på sit slot, for under Svenskekrigene blev 100

svenske ryttere og deres heste indkvarteret her, med det resultat at slottet blev delvis ødelagt.

Valdemars Slot er Danmarks største privatejede slot, større end kongens eget slot Rosenborg,

og hele slotsanlægget er fredet.

Slotskirken, der stadig benyttes, blev indviet af Thomas Kingo.

I midten af 1700-tallet hørte hele Tåsinge under Valdemars Slot.

For Niels Juel, der var en driftig mand, havde opkøbt øens 155 gårde.

Slottet blev i 1985 åbnet for publikum som Danmarks største Slots- og Herregårdsmuseum. Med 21 møblerede sale og gemakker, fyldt med historiske antikviteter, giver det den besøgende store muligheder for at snuse til datidens historie.

I sidebygningerne ses Danmarks Museum for Lystsejlere en lækkerbisken for sejlsportsinteresserede. Her fortælles bl.a. om Poul Elvstrøm, der som dreng trænede i hængeteknik i sin mors vaskekælder.

Der vises både, der har sejlet Jorden rundt, og der ses flere kongechalupper.

På loftetagen er der indrettet et meget imponerende Jagt- og Trofæmuseum, med en fantastisk stor og flot udstilling af udstoppede dyr. Her ses også et væld af medaljer modtaget af forskellige storvildtjægere for nedlagt vildt.

Her findes også Danmarks Legetøjsmuseum, et sandt eldorado for børn, og beklageligvis må det erkendes, at vi andre genkender adskilligt fra vores egen barndom - tankevækkende.

I kælderen under slotskirken findes en restauration med det slotsrigtige navn - Den Grå Dame. Restaurationen har åbent året rundt og det er også muligt at overnatte på slottet.

Trods tidligere store økonomiske problemer er Valdemars Slot stadig i Niels Juel familiens eje. Det er nu 10. generation, der er ved roret lensbaron Niels Iuel-Brockdorff og fru Molise.

Familiens navn blev ændret under Anden Verdenskrig fra J-u-e-l til I-u-e-l, fordi et familiemedlem havde lidt rigelig sympati for fjenden mod syd.

Af Valdemars Slots 8.500 m2 bruger familien kun 3-400 m2.

For under hundred år siden havde slottet et hushold på 15 personer, i dag har godsejerne en au pair-pige og en rengøringshjælp fire gange om ugen.

Ja, sådan skifter tiderne.

Valdemars Slot er så absolut en udflugt værd, et meget fint, velplejet og spændende museum, der årligt besøges af 60.000 turister.

 

Musik:

Det er nu blevet tid til et stykke musik.

I dag har jeg valgt Anne Linnet. Du skal høre ”Tabt mit hjerte.” (nr. 3)

 

Den danske sprogforsker og folkemindesamler Peder Pedersen Syv (1631-1702) blev født i 1631 som fæstebondesøn i Kirke Syv ved Roskilde.

Han blev student, senere teolog og blev ansat ved Vor Frue Kirke Skole i København.

Han blev rektor i Næstved, hvor han mødte Birgitte Gøye og lånte bøger i hendes bibliotek.

Han blev sognepræst i Hellested på Stevns.

Peder Syvs interesse rakte vidt, han studerede filosofi, runeskrift, fauna og flora.

Og på det litterære plan samarbejdede han med Arni Magnusson og Erik Pontoppidan.

Peder Syv boede sine sidste år i Boderne i Næstved, som kaldes for Danmarks første rækkehusbebyggelse.

Boderne modtog i 1985 den eftertragtede Europa Nostra Award for hensynsfuld restaurering.

Peder Syv samlede ca. 15.000 ordsprog, leveregler, mundhæld og danske viser.

Han har derudover skrevet flere bøger om det danske sprog og den første danske bog om dansk grammatik.

Blandt mange tankevækkende ting har Peder Syv sagt: “Store ord og fed flæsk sidder ikke fast i halsen,” og det er netop herfra, vi har det meget brugte udtryk: “valgflæsk.”

 

I årene fra 1631 blev Nyboder opført på Østerbro i København.

Også her naturligvis af Christian Firtal.

De oprindelige 20 længer havde 600 lejligheder hver af 20 m2.

Senere blev der bygget flere huse nogle med to etager.

De blev brugt som fribolig for flådens mandskab.

Samtlige bygninger er i dag fredet, nogle af dem er indrettet som Nyboder Mindestuer.

 

Et af verdens berømteste, flotteste og mest beundrede bygningsværker er Taj Mahal i

Indien.

Et marmorgravmæle bygget af stormogul Shah Jahan (1592-1666) i 1632 over hans anden

kone og yndlingshustru Mumtaz Mahal.

Det har taget 20.000 arbejdere 22 år at bygge dette pragtpalads, derfor er der 22 kupler på

bygningen, der er markeret af fire 41,6 m høje minareter. Søjlerne hælder svagt væk fra

bygningen, så de i tilfælde af jordskælv ikke falder ind i bygningen og ødelægger den.

Trods det massive materiale i hvidt marmor udstråler bygningen lethed.

Marmoret er fragtet fra det vestlige Indien, det blev transporteret de 300 km af 1000 elefanter.

Og nu kommer vi til det helt fantastiske, som vi ved selvsyn har set på en tur til Indien i 2001.

I marmoret er der udhugget adskillige tusinde relieffer, hvori der er indlagt halvædelstene.

Det er et helt fantastisk, overdådigt og uforklarligt smukt kunstværk.

Ikke underligt at Taj Mahal årligt besøges af næsten 3 mio. gæster, og at Taj Mahal er optaget

på Unescos World Heritage List “verdens kulturarv.”

Det er i selskab med 730 kulturskatte i hele verden bl.a. Den Kinesiske Mur, Egyptens

Pyramider, Akropolis, Roskilde Domkirke, Kronborg og Jellingstenene.

Shah Jahans første og tredje kone må nøjes med at ligge begravet i udkanten af området, de har også hver deres bygning.

Men sammenlignet med Taj Mahal syner de ikke meget.

 

 

De meget kendte og berømte Oberammergau-passionsskuespil opførtes for første gang i

1634 i byen Oberammergau i Bayern ved foden af Alperne.

Baggrunden for festspillene skal findes midt under Trediveårskrigen, hvor pesten hærgede.

Her slog indbyggerne i Oberammergau en handel af med Vor Herre.

De lovede, at de hvert tiende år ville spille et stykket om: “Vor Herre Jesu Kristi lidelse, død

og genopstandelse.”

Med undtagelse af 1870, hvor der var krig mellem Tyskland og Frankrig, og 1940 hvor

Anden Verdenskrig rasede, så har de holdt ord.

Oberammergau er en by på 5.300 indbyggere, en meget stor del af dem, dvs. over 2.000, er

aktive i den store opgave, som passionsspillene er.

Alene orkestret har 100 medlemmer.

Aldersspredningen er fra 6-93 år.

Men ikke alle kan godkendes i det store omfattende spil, visse betingelser skal være opfyldt,

enten skal man være født i Oberammergau eller boet der i mindst 20 år.

Skuespillet varer fem timer og opføres 108 gange gennem en sæson.

Teatret har 4.700 overdækkede siddepladser, men scenen er under åben himmel.

Oberammergau-passionsskuespil har normalt omkring ½ mio. gæster på en sæson.

 

I landsbyen Slangerup på Sjælland blev der i 1634 født en lille dreng, der fik navnet Thomas

Hansen Kingo (1634-1703).

Navnet Hansen det hører vi aldrig, men det har han, fordi faren hed Hans, han var væver og

havde skotske rødder.

Thomas Kingo blev student fra Fredensborg Latinskole, fortsatte med teologistudiet på

Københavns Universitet, imens han boede på Regensen.

Han fik job som huslærer på Frederiksborg Slot i Hillerød, på godset Vedbygaard på

Vestsjælland, var kapellan i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg, blev sognepræst i sin fødeby

Slangerup og avancerede til biskop over Fyns Stift med bopæl i Odense og blev udnævnt til

professor i teologi.

Som ung gjorde Thomas Kingo en purung pige fra Slangerup gravid, for den ”forseelse” fik

han en korporlig afstraffelse.

Derudover nåede han at blive gift tre gange.

Hans første kone Sille Blackenborg døde året efter brylluppet.

Efter sognepræstens død i Kirke Helsinge blev Kingo kapellan her.

Men der fulgte en betingelse med, nemlig at han giftede sig med den tidligere præsts enke,

selv om hun var 13 år ældre end ham.

Denne fremgangsmåde var dengang ganske normal.

Enken skulle jo forsørges, så det var en praktisk løsning.

Da hun døde, blev den nu 60-årige Kingo gift for tredje gang med den 30-årige lægedatter

Birgitte Balslev (f.1665), som medgift havde hun Fraugdegaard.

I sine unge dage skrev Kingo mange digtsamlinger kærlighedsdigte, fædrelandsdigte og

salmer, han blev datidens mest berømte lyriker.

Kingo mente, det jordiske liv var trivielt, noget der skulle overstås for at gå ind til evigheden

og lykken - udtrykt som: ”Ked af verden, kær af himlen.”

Han brugte modsætningerne i sine salmer som fx sorg overfor glæde, nåde overfor synd,

godt overfor ondt og lykke overfor ulykke.

Kingo var tilhænger af enevælden, han betragtede kongen som et mellemled mellem Gud og

mennesket.

Kong Christian V bad Kingo udgive en ny salmebog og til den digte nye salmer.

Samtidig blev Kingo lovet eneret på trykning og salg af salmebøgerne.

Men da salmebogen blev udgivet, viste det sig, at over halvdelen af salmerne havde Kingo

selv skrevet.

Det skabte megen kritik med forskellige begrundelser: Intriger ved hoffet, kritik af salmerne

de var kunstfærdige, for moderne, for barokke og for kropslige.

Sikkert har misundelse også spillet en væsentlig rolle, fordi han havde taget for mange af sine

egne salmer med i salmebogen.

Efter al den kritik besluttede kongen at tilbagekalde salmebogen.

Dermed blev Kingos forventede indtægt til en økonomisk fiasko med tusinder af usælgelige

salmebøger.

Vi skal flere år frem, så udkom: “Den Forordnede Ny Kirke Psalme-Bog” eller i mere daglig

tale “Kingos salmebog.”

Den blev trykt på Kingos eget trykkeri i Odense og indført i alle kirker i Danmark, Norge og

Færøerne, og denne gang blev salmebogen en betydelig indtægtskilde for Kingo.

Den indeholdt 300 salmer, hvoraf 85 var skrevet af Kingo.

Vores nuværende salmebog har 82 salmer af Kingo, bedst kendt er: ”Tak for al din fødsels

glæde” og ”Nu rinder solen op af østerlide.”

Thomas Kingo plagedes sine sidste leveår af en alvorlig hudsygdom, han døde i Odense og

ligger i en overdådig sarkofag i Fraugde Kirke.

I Odense og Slangerup erindrer mindesmærker om ham.

Men hans største minde er dog salmerne, der stadig synges overalt i de nordiske lande.

 

Musik:

Nu trænger min stemme bestemt til en lille pause. Derfor skal du igen lytte til Anne Linnet,

der her synger ”Forårsdag.” (nr. 5)

 

En af de kendteste navne i danmarkshistorien er Griffenfeld.

Ham hørte du en del om i Radioforedrag nr. 8, hvor jeg fortalte om Vær Kirke, og hvorfor

Griffenfeld i sin kiste netop var havnet her.

Så her kommer sikkert en del gentagelser, men det er en interessant historie, så du klarer det

nok.

Griffenfeld blev født i 1635, men da var hans navn Peter Schumacher.

Navnet Griffenfeld kom senere.

Forældrene havde en vinhandel i København, og faren stammede fra Tyskland derfor navnet

Schumacher.

Peter var en meget begavet dreng, han blev student allerede som 12-årig.

Vidunderbarnet blev indskrevet på Københavns Universitetet til sprog, teologi og medicin.

Herefter studerede han flere år i udlandet.

I 1662 vendte Peter tilbage til Danmark.

Her blev han Frederik III’s bibliotekar og arkivar.

Han avancerede til kongens kammersekretær og skrev udkastet til enevældens grundlov.

Den vi kalder Kongeloven.

Han blev oversekretær i Danske Kancelli, det der svarer til nutidens indenrigsministerium.

Han blev medlem af Kommercekollegiet og Højesteret.

Frederik III sagde til sin søn Christian V: ”Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt.”

Men måske gik det alligevel for stærkt?

Peder Schumacher blev adlet i 1671, først da fik han navnet Griffenfeld, og blev landets egentlige leder med udnævnelse til rigskansler samt greve af Samsø.

Griffenfeld samlede sig en enorm formue, til slægtninge og venner solgte han givtige stillinger, det man kalder nepotisme, og korruption var ham heller ikke fremmed.

For formuen på 23.000 rigsdaler købte han Samsø sammen med øens 339 bøndergårde.

Og så blev han noget så fornemt som Ridder af Elefantordenen.

Griffenfeld havde mange elskerinder, hans foretrukne var Magdalene Gersdorff, og hun var netop fra Samsø, så det var jo ganske praktisk.

Men Danmarks begavede og indflydelsesrige rigskansler faldt i unåde hos kongen og regeringen, de var uenige om landets udenrigspolitik, Griffenfeld ville nærme sig Frankrig og undgå krig mod Sverige.

Det harmonerede ikke med Christian V’s ønsker, og da Griffenfeld forsøgte at føre politik bag om kongens ryg, blev han anklaget for landsforræderi og fængslet i Kastellet i København.

En kommissionsdomstol, der udelukkende bestod af Griffenfelds rivaler, fradømte ham ære, liv og gods for landsforræderi, majestætsfornærmelse, salg af embeder og bestikkelse. Landsforræderiet blev aldrig bevist, og majestætsfornærmelsen bestod i et simpelt notat i hans kalender: ”Kongen svarede gesandten som et barn,” men nepotisme og bestikkelse måtte han erkende.

Griffenfeld knælede på skafottet klar til at aflevere sit hoved til bødlen, så kom der en benådning fra kongen, straffen blev ændret til livsvarigt fængsel:

“Denne nåde er hårdere end døden,” var Griffenfelds kommentar.

De første fire år sad han på Kastellet, så blev han flyttet til Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han sad i 18 år.

Efter disse 22 år i fangenskab blev Griffenfeld delvis løsladt, han fik lov at bo i Trondheim By, men hans livsmod var knækket, og han døde året efter og blev bisat i Trondheim uden nogen kirkelig ceremoni.

Og så nærmer vi os igen Vær Kirke ved Horsens.

Griffenfelds datter, Charlotte Amalie Kragh, var gift med Frederik Kragh til Stensballegaard ved Horsens, hun holdt meget af sin far og forsøgte at få ham begravet i Danmark, men hendes anmodning blev afvist.

Men så tog hun den dramatiske beslutning at smugle farens lig fra Trondheim i Norge til Stensballegaard. Det lykkedes, og senere fik hun faren begravet i krypten under Vær Kirke, der hørte under Stensballegaard Gods. 

Da blæsten omkring Griffenfeld år senere havde lagt sig, kom kisten op fra kirkens krypt og sat ind i Kraghs Kapel i Vær Kirke.

Griffenfeld havde faktisk tidligere bygget sit eget kapel i Helligåndskirken på Strøget i København, men det var før, han faldt i unåde, historien ville det anderledes.

Griffenfelds unge hustru Cathrine Nansen stod i Helligåndskirken, men er nu flyttet til Kraghs Kapel i Vær Kirke, hvor de så kan hygge sig med hinanden.

Ja, der var nok en del gentagelser, men det er en interessant og uhyre dramatisk historie.

 

Nytårsdag 1638 blev der født en dreng, der fik navnet Niels Stensen (1638-1686).

Han voksede op hos sin mor og stedfar Johan Stichmand, der var guldsmed.

Niels Stensen opnåede mange titler i sin tilværelse - videnskabsmand, teolog, anatom,

naturforsker, doktor og geolog.

Men i levende live blev han ikke værdsat som fortjent.

Han ændrede sit navn til det latinske Nicolaus Steno, et snobberi der dengang var højeste

mode og derfor ganske almindeligt.

Men i de fleste historiebøger hedder han dog stadig Niels Stensen, og det vil jeg da

også kalde ham i fortællingen her.

Niels Stensen studerede naturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han senere i livet

underviste i anatomi.

Under svenskekrigene 1656-60 gjorde han militærtjeneste.

Han var på de Københavnske volde, da svenskernes 11. feb. 1659 stormede København.

På studieophold i Amsterdam gjorde Niels Stensen flere opdagelser - tårekanalens

opbygning, ørespytkirtlens udførselsgange, hjernens anatomi, livmoderens funktioner og

han påviste, at hjertet er en muskel.

Niels Stensen studerede fossiler i Frankrig og Italien, her påviste han, at forstenede

hajtænder var rester af for længst uddøde dyr.

Disse opdagelser passede meget dårligt med datidens kristne antagelser, nemlig at Jorden var

uforanderlig og under 6.000 år gammel.

Niels Stensen kom ind i en religiøs krise, og tvivlede på Bibelens skabelsesberetning.

Han konverterede til katolicismen, blev præsteviet som katolsk pater og blev året efter

biskop.

Han var en glad og vellidt person, der har boet i Hannover, Münster, Hamburg og sidst i

Schwerin i Mecklenburg, hvor han døde i stor fattigdom og ligger begravet i Nicolaus

Stenonis Kapel i Firenze.

Niels Stensen blev i 1988 kåret af Pave Johannes Paul II som helgen under en festmesse i Peterskirken i overværelse af 1000 mennesker.

I universitetsparken i Aarhus findes Steno Museet.

Her kan du gå på en meget interessant opdagelse indenfor astronomi, forskellige tidsmaskiner, medicin og lægevidenskab, og du kan opleve stjernehimlen i et planetarium.

Og i urtehaven kan du studere 400 forskellige urter.

Et besøg i Steno Museet vil du bestemt ikke fortryde.

I anledning af 300-året for udgivelse af Niels Stensens hovedværk: ”Om faste legemer” udgav Det danske Postvæsen i 1969 et frimærke pålydende 1 kr. med hans portræt.

Her får du en sentens af Niels Stensen: ”Skønne er de ting, vi ser, skønnere er de, vi forstår, men langt de skønneste er de, som vi ikke fatter.”

 

Den 20. juli 1639 skete der en betydelig ting i det sønderjyske.

Kniplerske Kristine Svendsdatter i Gallehus ved Møgeltønder snublede over en træstub,

troede hun, men det var ikke en træstub, nej, det var et guldhorn.

Guldhornet var fra begyndelsen af germansk jernalder dvs. 400-800 evt.

Det vejede 3,2 kg, var 75,8 cm langt og hornets munding havde en diameter på 10,4 cm.

Kristine Svendsdatter skrev et brev til Kong Christian IV, der sendte hende et skørt som

findeløn – jo, jo.

Christian IV skænkede hornet til sin søn Prins Christian, der brugte det som drikkehorn.

Der skulle gå 95 år (1734), så fandt husmand Erik Lassen også et guldhorn, også det skete i

Gallehus på samme mark endda.

Guldhornet manglede et stykke, og kaldtes derfor det lille guldhorn, men har oprindelig været

det største.

Begge guldhorn havde påloddede dekorationer af menneske-, dyre- og fabelfigurer.

På det lille horn var der ydermere en runeskrift: “Jeg, Lægæst af Holt, gjorde hornet.”

Det er Danmarks ældste kunstnersignatur.

Erik Lassen afleverede det korte horn til greven på Schackenborg, der afleverede hornet til

kongen, der nu var Christian VI. Via greven modtog Erik Lassen 200 rigsdaler fra kongen

som belønning, men beklageligvis for Erik Lassen døde han tre uger efter fundet.

Så gik der 68 år, og i 1802, blev begge guldhornene stjålet fra Kunstkammeret i København.

Der blev udlovet en dusør på 1.000 rigsdaler og fuld anonymitet for at angive tyven.

Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm.

Det viste sig at være en forgældet, men dygtig guldsmed og urmager Niels Heidenrich, der

tidligere havde været på gale veje.

Men inden han blev pågrebet, havde han desværre omsmeltet de uvurderlige horn i sit

køkken.

Mærkværdigvis passede Niels Heidenrichs stuenøgle til kunstkammeret, han lod nøglen sidde

i døren, for at mistanken ikke skulle kastes på Kunstkammerets personale.

Dommen faldt, og Heidenrich blev sat i tugthuset til 1840. Fire år senere døde han.

Muligvis er en lille rest af guldhornsguldet bevaret i et par øreringe, som Heidenreich

forærede sin nabo. Disse øreringe findes i dag på museet i Ringe på Fyn.

Guldhornene blev berømte, måske ikke mindst på grund af tyveriet og det at vi tabte dem.

Tyveriet inspirerede Adam Oehlenschläger til hans udødelige digt “Guldhornene”:

   De higer og søger i gamle Bøger.

   I oplukte Høie

   Med speidende Øie,

   Paa Sværd og Skiolde

   I muldne Volde,

   Paa Runestene

   Blandt smuldnede Bene.

   Oldtids Bedrifter - - -

Stop, stop Frede - - - vi skal videre - - -

Sjovt er det at tænke på, at Oehlenschläger faktisk boede få husnumre fra det sted, hvor

Heidenreich boede, og hvor altså guldhornene i al hemmelighed blev omsmeltet i hans

køkken.

I 1976 bekostede Simon Spies fremstillingen af en ny konstruktion af guldhornene til

Nationalmuseet, og så lavede han lige en kopi til sig selv. 

Nationalmuseets kopier blev i 2007 udstillet i Kongernes Jelling.

Herfra blev også de stjålet, men heldigvis igen fundet.

 

I 1639 ansatte Christian Firtal en Skorstensfejer.

Det er første gang, der fortælles om ansættelse af en skorstensfejer I Danmark.

 

Hanne og jeg tager hvert år en cykelferie i Danmark på en uges tid.

I 2006 gjaldt det Sydfyn og Det Fynske Øhav.

Også Thurø fik på denne tur vort besøg.

Det gjorde også Trefoldighedskirken på Thurø.

På våbenhusets gavl står kirkens fødselsattest: F.E.M.S. 1639, årstallet siger sig selv, men bogstaverne F.E.M.S. står for Fru Ellen Marsvin.

Og hvem er så denne Fru Ellen Marsvin, ja, hun er ikke en fru hvem som helst, hun var nemlig Christian IV’s meget rige og meget myndige svigermor, der ejede hele Thurø, og det var hende, der byggede kirken.

Nej, du kan ikke bevæge dig meget rundt i 1600-tallets Danmark, uden også at ramle ind i ham Christian Firtal.

Navnet Trefoldighed har kirken efter kongens skib ”Trefoldighed,” der var med i Trediveårskrigen.

Det var på ”Trefoldighed,” Christian IV mistede sit højre øje og nogle tænder.

Kirkens øverste stolerækker er udført som fornemt billedskærerkunst, det gælder også et trækrucifiks og en imponerende altertavle med mange enkeltheder fra dramaet på Golgatha.

Der hænger to kirkeskibe i kirken, de skal markere øens tætte relationer til havet.

Kirkegården på Thurø hører til blandt Danmarks allersmukkeste kirkegårde.

Her hviler flere kendte digtere Valdemar Rørdam (1872-1946), Karin Michaëlis (1872-1950) og Tom Kristensen (1893-1974).  

 

Afslutning:

Du har nu hørt om forskellige store og små begivenheder i 1600 - tallet

I næste udsendelse vil jeg fortælle om

skomagerkonen Maren Spliid fra Ribe - fysikkens grundlægger Sir Isaac Newton

Louis XIV - Marie Grubbe - Ole Rømer - Stradivarius - Slavehandel

Ringkjøbing Skole - Københavns fire Byporte - “Gjøngehøvdingen”

Jo, der er masser af fortællinger, og vi er stadig i 1600-tallet

 

På genhør næste uge i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid.

Mit navn er

Frede Lauritsen

Afsluttende musik: Giuseppe Verdi: La Traviata