Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder”

 

Udsendelse nr. 14 - udsendt søndag 27. sept. 2009 kl. 9:15

Fra 1513 - 1556

 

Giuseppe Verdi: La Traviata

Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder."

Dagens rejse tager en lille times tid og er nr. 14 i rækken

Mit navn er Frede Lauritsen

Giuseppe Verdi: La Traviata

 

Efter Kong Hans’ død 1513 fik Danmark og Norge en ny konge.

Det blev Kong Hans’ søn Christian II (1481-1559).

Christian II var en personlighed, han var høj og flot med et vindende væsen.

I Bergen traf han Dyveke, kaldt ”Lille Due,” hun blev hans elskerinde.

Dyvekes mor Sigbrit Willumsdatter, der var kage- og vinhandler, blev kongens rådgiver.

”Mor Sigbrit,” som hun blev kaldt, var en meget renlig og proper dame, hun indførte

lørdagsrengøring, et udtryk der stadig lever.

Christian II blev gift med den tyske Kong Karl V’s søster den 13-årige Isabella eller Elisabeth

(1501-1526) af Habsburg. Skønt Elisabeth var 20 år yngre end kongen, omtales ægteskabet

som harmonisk, og det skønt han forsømte sin dronning til fordel for Dyveke.

Men Dyveke døde i 1517 af forgiftede kirsebær.

Det er herfra, vi har udtrykket: ”At spise kirsebær med de store.”

Lensmand på Københavns Slot Torben Oxe blev anklaget for ugerningen, han blev dømt og

henrettet.

I 1520 blev Christian II også konge af Sverige, men det var den svenske adel meget utilfreds

med. Stemningen blev vendt mod kongen, der kun otte dage efter sin kroning beordrede Det

Stockholmske Blodbad, hvor 83 svenske adelsmænd og gejstlige blev halshugning foran

Stockholm Slot.

Det skete på grundlag af anklager om kætteri fra ærkebiskop Gustav Trolle og på trods af,

at Christian II havde lovet frit lejde.

En svigefuld handling der gav Christian II øgenavnet “Christian Tyran.”

Blodbadet udløste et oprør, og var starten til, at Sverige i 1523 rev sig definitivt løs fra

den nordiske union.

Ifølge Johannes V. Jensens roman ”Kongens Fald” blev Christian II vægelsind manifesteret 10. feb. 1523, da han sejlede frem og tilbage mellem Høneborg Slot i Jylland og Middelfart. Mindst ti ture nåede han, før han kunne bestemme, hvor han ville gå i land. Han havde taget Sverige med det onde og havde regeret hensynsløst i Danmark, derfor var befolkningen på begge sider af bæltet uforsonlige i den opsigelse, han havde fået i Ry.

Christian II flygtede sydpå, med sig tog han sin dronning, sine tre børn Hans, Dorothea og Christine, sin rådgiver ”Mor Sigbrit” og Malmøs borgmester Hans Mikkelsen.

I 1532 blev Christian II af Frederik I lokket til Danmark fra Norge. Også han blev lovet frit lejde, men heller ikke Frederik I holdt ord, Christian II blev i stedet taget til fange og sat i fængsel på Sønderborg Slot. Her sad han i Blåtårn 17 år bevogtet af 140 mand. I 1549 blev han flyttet til Kalundborg Slot, hvor han sad sine sidste 10 år og døde i 1559.

“Den gamle ørn,” som han også kaldtes, ligger begravet i krypten i Odense Domkirke sammen med sin dronning, far, mor og bror. Hans valgsprog var: “Så var det beskikket.”

På Frederiksborg Slot hænger det berømte maleri af Carl Block, hvor Christian II vandrer rundt om bordet med tommelfingeren presset ned i bordpladen, der ad åre har fået dannet en fure, imens forsøger tjeneren Mikkel at friste kongen med et måltid mad.

Men det med at tommelfingeren har dannet en fure i bordpladen, det er en skrøne.

Selv om det kan være svært at fatte sympati for Christian II, må det dog indrømmes, at også han var offer for et justitsmord. Fange på livstid uden proces og dom, det lyder ikke fair, og det skabte da også forargelse i det ganske Europa.

Det blev et pinligt problem, for ved Christian II’s begravelsen skulle der holdes en prædiken, som traditionelt var en lovtale over den døde. Men det var jo ikke let med en rosende tale, når den siddende konge Frederik II og staten havde ladet ham sidde indespærret uden dom i 27 år som tyran og landsforræder. Problemet løstes ved, at man undlod at holde en prædiken, det blev da også den eneste forskel, for alle var til stede både Kong Frederik II og rigsrådets medlemmer.

 

I 1521 vedtog Christian II en lov, der påbød, at alle kirkers stole og bænke skulle fjernes.

Menigheden kunne stå op, kunne de. Der har sikkert været for mange, der sad og sov under

de lange gudstjenester.

Og: ”Alle dommere bør hver dag høre messe, førend de sætte sig til at høre sager.”

 

Christian II besluttede samme år at kalde ti hollænderfamilier til Danmark. De blev alle

bosat i Store Magleby på Amager, der dermed blev gjort til indvandrerlandsby. Deres opgave

var at opdyrke hele Amager med landbrugsvarer, grøntsager og gæs til københavnerne.

Amagers tidligere beboere blev jaget ud af deres gårde og tvangsforflyttet bl.a. til Hundested

og andre egne, der dengang blev betragtet som noget der lå meget fjernt.

Hollænderne overtog gårdene, og fik forskellige goder fx skattefrihed, eneret på at udnytte

Amagers ressourcer i al fremtid, fritagelse for militærtjeneste og købstadsreglerne.

Naturligvis var det forståeligt, at amagerbønderne og den danske befolkning hadede

hollænderne.

Situationen er ganske sammenlignelig med palæstinenserne, der i dag ikke kan

bo i fred i Israel.

I 250 år boede hollænderne isoleret stort set uden at blande sig med danskerne.

På en gammel gård, der ligger op til Kastrup Flyveplads, er Store Magleby Museum indrettet.

Her kan du studere møbler, festklæder og husgeråd fra hollændernes tidsperiode.

Alt bærer præg af stor velstand.

 

I 1523 blev Gustaf I Vasa (1496-1560) konge i Sverige. Han var hård, men styrede landet klogt, skabte ordnede finanser, en bedre hær og skabte et mønsterbrug på krongodserne.

Forinden havde han deltaget i svenskernes forsvar mod Danmark, der i 1518 svigagtig satte

Kong Gustaf i fængsel på Kalø. Men Gustaf flygtede først til Lübeck og kom 1520 til

Sverige.

Samme år blev Kong Gustafs far en af ofrene i Det Stockholmske Blodbad, og

hans mor og søster blev sat i fængsel.

Året efter rejste Gustaf I Vasa et oprør i Dalarne mod Christian II.

Det skete med hjælp fra Lübeck. To uger efter sprængtes Kalmarunionen.

 

 

Året 1527 var et rigtigt slemt år for storbyen Rom, der dengang havde 50.000 indbyggere.

Byen blev plyndret af den tyske Kong Karl V’s hær, der var sammensat af franske, spanske

og tyske tropper.

Alle schweizergardister blev dræbt, munke og præster blev halshugget, de gamle nonner blev

slået, og de unge nonner blev voldtaget.

Og byens største helligdom, selveste Peterskirken, blev brugt som hestestald.

Byens plyndring var så effektivt, at 2/3 af hele byen blev lagt i ruiner.

 

Musik:

Det er nu musiktid. Til denne udsendelse har jeg valgt Kaare Norge, der trods sit navn er

pæredansk og en fremragende guitarist.

Vi har oplevet ham til en koncert i Ny Sogns Kirke i Kloster.

Det var en stor oplevelse med over 200 tilhørere.

Du skal her høre Kaare Norge spille Adante Largo af Antonio Vivaldi (1678-1741)

 

I 1528 indsamlede Frederik I ikke mindre end 2000 af Danmarks kirkeklokker. Dem lod han omsmelte til kanoner, for han levede i en stadig trussel fra Christian II, indtil denne, som vi har hørt, svigagtigt blev fængslet og sat i fængsel i 27 år dels på Sønderborg Slot og senere på Kalundborg Slot.

 

I 1534 kom de første kartofler til Europa. Det var den spanske erobrer Pizarro, der havde

dem med hjem fra Peru, hvor inkaerne dyrkede dem. Oprindelig var kartoflen en giftig plante,

men inkaerne byggede allerede i 1400-tallet en forsøgsstation for frø og planter - Moray

Archeological, her blev kartoflerne forædlet til spisekartofler.

På en rejse sidste år i Chile og Peru besøgte vi Moray Archeological, der ligger nær byen

Maras i Peru. Det var en stor og meget imponerende oplevelse.

Forsøgsstationen blev bygget, fordi inkaernes store rige strakte sig over forskellige

klimabælter, så det var vigtigt, at afgrøderne gav det optimale udbytte. Derfor plantede man

samme afgrøde i forskellige højder og dermed under forskellige temperaturforhold for at

finde frem til den højde og temperatur, der gav det bedste udbytte for en bestemt plante.

En af de første planter, de arbejdede med, var netop kartofler.

Prisen for kartofler var dengang meget høj, for kartofler blev betragtet som et godt

elskovsmiddel. Først i 1719 menes kartofler at være kommet til Danmark, men det hører du

sikkert mere om, når vi om et par hundred år når frem til den historie.

 

Grevens Fejde er Danmarks sidste borgerkrig.

Den foregik i årene 1534 til 36 og handlede som så mange andre krige om religion.

Katolikkerne for Christian II og lutheranerne for Christian III.

Men den var også en handelskrig mellem Lübeck og Nederlandene.

Christian II’s søofficer Peder Skram (1500-1581) kaldt “Danmarks Vovehals” og

kaperadmiralen Skipper Clement (1485-1536), der i 1536 mistede hovedet i Viborg, er de

kendte navne fra Grevens Fejde, der endte med revolutionen og blev til Reformationen.

Navnet Grevens Fejde stammer fra den tyske grev Christoffer af Oldenburg, som

Hansestæderne satte ind til fordel for den fængslede Christian II.

Men i 1536 rykkede Christian III med sine tropper ind i et udsultet København, der

hurtigt overgav sig, og hermed var Grevens Fejde forbi.

En fregat har fået navnet Peder Skram.

Og nu er vi pludselig 450 år længere fremme i historien, for den var så uheldig i 1982 at

affyre et harpoonmissil ud for Sjællands Odde. Missilet havde desværre en forkert retning og

slog ned i et sommerhusområde ved Lumsås, hvor dens 100 kg trotylladning ødelagde to

sommerhuse og beskadigede 50 andre.

 

I 1534 blev Kong Christian III (1503-59) konge af Danmark og Norge.

Han var født på Gottorp Slot som søn af Frederik I. Han blev gift med Dorothea (1511-71) af

Sachsen-Lauenburg, hun var en klog og fremsynet dronning, der var meget hensynsfuld

overfor den fattige befolkning.

Man kender kun et enkelt sidespring fra kongens side, og det var helt usædvanligt dengang.

Rigsrådets katolske flertal ønskede ikke Christian III som konge, og det var vel ikke så

underligt, for han havde frataget adelen magten, og efter Grevens Fejde fængslet de katolske

bisper, lagt kirkegodset under kronen, hvad der styrkede kongens magt voldsomt, og som

lutheraner indførte han Reformationen i Danmark.

Christian III var sparsommelig og havde styr på landets økonomi.

Han brugte primært kronens indtægter til forsvar mod angreb fra den tyske kejser, der var

svoger til Christian II.

Han delte hertugdømmerne Slesvig og Holsten med sine halvbrødre Adolf og Hans.

Men det var en handling, der gjorde det sønderjyske problem permanent.

Christian III’s valgsprog var: “Ske Herrens vilje.”

Han døde i sin seng på Koldinghus og blev bisat i Sankt Knuds Kirke i Odense, men senere

flyttet til Roskilde.

 

I 1535 opdagede spanierne de ubeboede Galapagosøer, der dengang kaldtes

Skildpaddeøerne. De lå i Stillehavet 970 km V for Ecuador.

Galapagosøerne består af ca. 60 vulkanske øer, der tilsammen dækker 7.844 km2 og har ca.

2.000 kratere.

Klimaet er tørt og køligt trods beliggenheden lige S for ækvator.

Øerne har siden 1832 tilhørt Ecuador.

I dag bor der ca. 4.000 indbyggere på øerne, der har et meget egenartet dyre- og planteliv.

Men det vil du høre meget mere om, om 300 år, for da besøgte Darwin øerne om bord på ”Beagle,” og her skrev han: ”Om Arternes oprindelse.”  

 

Jeg blev ikke helt færdig med Kong Christian III, for det var ham, der som lutheraner i 1536

indførte Reformationen.

Det latinske ord reformation betyder for øvrigt at forbedre eller forny.

Natten mellem 11. og 12. aug. 1536 satte militærpatruljer landets biskopper i fængsel.

Kirkens totale ejendom overgik til staten.

Og det var ikke småting, for omkring en tredjedel af Danmarks jord var dengang ejet af

kirken, så statens indtægter blev med et slag fordoblet.

Reformationen var et brud med 400 års katolicisme og borgernes første forsøg på en

revolution.

Biskoppen i Ribe Hans Tausen og Martin Luther var Reformationens centrale skikkelser.

Det blev mere mageligt at gå i kirke, der indførtes igen stolerækker, tidligere havde man stået

op under hele gudstjenesten.

Og nu skulle gudstjenesten holdes på dansk, hvor det før var på latin, hvad ikke mange sjæle

forstod en tøddel af.

Til gengæld blev prædikerne længere.

Men de katolske præster måtte fortsætte som lutheranske præster, for der var ikke andre

præster at sætte i stedet.

Disse præster måtte altså fra dag til dag love at ændre deres tro fra katolicismen til den

lutherske lære og prædike: “Rent og purt uden katolsk vranglære.”

Som en form for belønning fik de lov til at gifte sig, hvad mange var rigtig hurtige til at

efterkomme.

Adskillige af præsterne havde, trods cølibat, puttet sig ved husbestyrerinden, der

ejendommeligt nok næsten altid havde mange børn.

Faktisk var mange af præsterne optaget af Luthers nye lære og tanker.

Men for mange var det en drabelig omvæltning af, hvad de på troens alter hidtil havde

prædiket.

Men muligheden for at finde andet arbejde var ret så beskedent.

 

Danmarks første apotek så dagens lys i København i 1536. Det var Johan Dieck, der af Kong

Christian III fik overdraget en ejendom til formålet.

De første apoteker fik privilegier som fx fritagelse for krigstjeneste og forskellige skatter.

Ret til at drive herberg, skænkestue og handel med varer.

Til gengæld skulle de indkvartere soldater.

Tilladelserne og forpligtelserne var lidt i lighed med dem, der blev givet for at drive en kro.

Apotekerne fik navne og symbol som Løve eller Svane, det vides ikke med sikkerhed

hvorfor, men man formoder, at fordi befolkningen på den tid ikke kunne læse, valgte man i

stedet ”billeder” som kendetegn. Løve som symbol på kraft og Svane som symbol for

sundhed og skønhed. Af samme årsag hængte der altid en kringle over bagerens dør.

 

I 1537 blev Ringkjøbing Latinskole oprettet overfor kirken. Her boede rektor og høreren,

som læreren dengang blev kaldt. Lærerens opgave var primært at lære eleverne udenadslære

fx salmer, så eleverne kunne synge i kirken.

Den daglige skoletid var på 11 timer, om sommeren startede de kl. 5:00. Om vinteren kunne

de ”snue” til kl. 6:00.

Det menes, der har været ca. 80 rektorer i skolens godt 200 år. Latinskolen blev nedlagt 1740.

 

Astronomen Nicolaus Kopernicus var den første, der påstod, at planeterne bevæger sig om Solen og ikke som tidligere antaget om Jorden.

Det var altså ikke Jorden, men Solen der var verdens centrum.

Kopernicus, der var født i Polen, havde flere kasketter, udover astronom var han domherre, læge, geograf og møntreformator.

Han blev ansat af paven for at observere himmellegemernes gang med henblik på at fastlægge påskens placering på kalenderen.

I 1543 udkom Kopernicus’ publikation.

Teorien forenklede verdensbilledet af himmellegemernes bevægelse.

Men ironisk nok ville den selv samme kirke, som havde ansat ham, ikke acceptere hans teorier, de angreb hans ideer og hævdede hårdnakket, at Jorden og menneskene var Universets centrum.

Så Kopernicus blev på det nærmeste ”henrettet” af kirken for sine udtalelser.

Hans ideer vandt dog udbredelse, og såvel Tycho Brahe som Johannes Kepler bakkede senere hans ideer op.

 

 

 

Musik:

Igen skal vi høre et stykke musik, og igen er det Kaare Norge, der på fremragende vis spiller

Ludvig van Beethovens (1770-1827) ”Für Elise.”

 

En af de danskere der rager højt op i historien er Tyge Brahe (1546-1601).

Og så er han endda født i Skåne på herregården Knutsborg i 1546, men da var Skåne dansk.

Moren var en af dronningens hofdamer Beate Bille (1526-1605).

Faren var adelsmanden Otto Brahe (1518-71), der ejede Aalborghus og Helsingborg Slot,

han var også medlem af rigsråd, regering og så var han lensmand i Gladsaxe.

Tyge var ældste barn i en børneflok på ti, men han opvoksede hos sin brutale og hårde farbror

Jørgen Brahe, Tostrup ved Ystad, der var barnløs og nærmest kidnappede Tyge.

Som lille dreng kom Tyge på latinskole, og talte allerede som 12-årig latin.

Så blev han indskrevet på Københavns Universitet.

Dengang var det nemlig ganske normalt, at adelens børn i en meget ung alder blev indskrevet

på universitetet.

Den unge Tyge købte bøger, heri stemplede han sit navn som Petrus Apianus, der var

dengang nemlig stort snobberi for latinske navne.

Som voksen brugte Tyge Brahe oftest den latinske form Tycho Brahe.

Det var en solformørkelse i 1560, der vakte hans interesse for astronomien.

Han fortsatte sine studier på Leipzig Universitet, sammen med historikeren Anders Sørensen Vedel.

Tyge Brahe var meget usikker på, hvilken livsbane han skulle vælge.

Den naturlige vej for en adelsmand ville være at gå i kongens tjeneste.

Men i 1572, mens han boede hos morbroren Steen Bille på Herridsvad Kloster i Skåne, opdagede han en ny stjerne supernova i Cassiopeia.

Straks var han berømt og udgav bogen: “De Nova Stella,” der beskriver denne opdagelse. Stjernetegn blev dengang vurderet som et varsel for katastrofer eller ligefrem Dommedags komme.

Videnskaben havde grebet ham, så derfor planlagde han at forlade Danmark.

Men så fik Tyge Brahe tilbudt øen Hven som len af Frederik II, samt len i Norge og Kullen len i Skåne med ansvar for fyrtårnet på Kullen.

Derudover tilbød Frederik II finansiel støtte til opbygning af et slot på Hven med plads og udstyr til forskning.

Beløbet var ganske betydeligt og svarede til 1% af kronens indtægter.

Til gengæld skulle Tyge Brahe lægge horoskoper for kongen og den kongelige familie.

Tyge Brahe sagde, ja tak, og samme år påbegyndte han byggeriet af Uranienborg, et slot der stod færdig i 1580, og var opkaldt efter astronomiens muse Urania.

Uranienborg blev en af tidens mest berømte bygninger i renæssancestil og blev mødested for videnskabsmænd og kongelige fra hele Europa.

Senere fulgte observatoriet Stjerneborg, det var halvt underjordisk, og som navnet siger, primært til stjerneforskning.

På Hven, hvor Tyge Brahe boede i 21 år, foretog han sammen med 100 videnskabsfolk, observationer efter samme principper som hidtil, men med en hidtil uset nøjagtighed som blev astronomisk banebrydende.

Efter hans mening var Jorden universets centrum.

Hans observationer var meget nøjagtige, en fejlmargin på 0,007 grader, for at gøre dette tal billedlig forståelig så svarer det til, at du stiller en 1 kr. på højkant og måler dens vinkel på en afstand af 200 meter.

Og Tyge Brahes årskalender afveg kun med to sekunder.

Hans interessefelt rakte vidt, ud over astronomi forskede han i meteorologi, naturvidenskab, kartografi, alkymi, astrologi, poesi og medicinfremstilling.

Også på det fysiske plan var han aktiv, indsamlede klude og byggede sin egen papirmølle, fordi papir var en mangelvare, og han startede sit eget bogtrykkeri og bogbinding.

Bøgerne blev udstyret med Tyge Brahes portræt og givet som gaver til indflydelsesrige personer.

Efter Frederik II’s død i 1588 blev tonen en ganske anden.

Christian IV besøgte Uranienborg i 1592, han ville ikke fortsætte med at give det store tilskud til Tyge Brahe.

Med til historien hører, at Tyge Brahe som lensmand forsømte sit job, det var astronomien, der interesserede ham.

Resultatet blev, at den selvsikre og arrogante Tyge Brahe blev meget fornærmet og bestemte sig for at forlade Danmark.

I 1598 fik han ansættelse hos kejser Rudolf II i Praha i Tjekkoslovakiet som hofastronom på slottet Benatky i det nordøstlige Böhmen, hvor han fik indrettet et observatorium, men nåede desværre ikke meget stjernekikkeri her før sin død.

Uranienborg blev revet ned trods vejrhanen Pegasus:

”Var til ingen nytte kun en skadelig og kostbar kuriositet,” sagde Christian IV.

Hvenbønderne åndede lettede op, da Tyge Brahe rejste, mange var allerede flygtet fra øen grundet ham, han var en rigtig bondeplager, men dog næppe værre end mange andre herremænd på den tid.

Mange af bønderne kaldte Tyge Brahe for: ”Et rigtigt dumt svin,” han havde udsuget øens livegne og brugt både befolkning og husdyr som ”forsøgsdyr” på de mediciner, han eksperimenterede med.

Flere kendte navne tæller blandt Tyge Brahes elever, bedst kender vi Johannes Kepler og Christian Longomontanus, der er født i Lomborg ved Lemvig.

En mindesten for ham står i skolegården på Lomborg Skole.

Tyge Brahe fandt ad astrologiens vej, 32 særlige uheldige dage - kaldt ”tychobrahesdage.” Videnskabsfolk ved Rundetårn mener dog ikke, at Tyge Brahe skal tildeles denne ære, for såvel romerne som egypterne har langt tidligere fremlagt denne teori, der i Danmark tidligere var kendt som ”egyptiske dage.”

Først omkring år 1800 blev teorien betegnet som ”tychobrahesdage,” til trods for at vores berømte astronom døde i 1601.

Tyge Brahe levede 26 år papirløst uden kirkelig velsignelse, men dog juridisk gyldig med en ikke adelig dame præstedatteren Kristine Barbara Jørgensdatter fra Kågerød, dengang en uhørt sag for adelsfolk.

De fik ni børn, hvoraf fire døtre og to sønner levede til voksenalderen.

Da moren var borgerlig, kunne børnene ikke anerkendes som adelige.

Tyge Brahe blev anklaget af kirken for at leve i et papirløst ægteskab og for ikke at have været til alters i mange år.

For sine specielle ideer omkring kvinder og giftermål kaldtes Tyge Brahe også for Nordens første kvindesagsforkæmper.

Mens Tyge Brahe i 1566 studerede i Rostock, kom han under en studierejse op at skændes med en anden dansk adelsmand, Manderup Parsberg.

Det endte med en duel på kårde, hvor Parsberg ramte Tyge Brahe med et hug tværs over næsen og op i panden.

Tyge Brahe overlevede, med det meste af næsen var væk.

Han modellerede selv en næseprotese med en blanding af guld, sølv og kobber, som han fik indopereret. Jævnligt blev næsen smurt med hudfarvet voks.

Men der fulgte den gene med, at resten af hans dage fulgte en fløjtende lyd med, når han talte.

Bandt sine fjender, hvoraf der var mange, fik han betegnelsen ”sølvnæsen.”

Tyge Brahes døde i 1601, det skete efter et taffel hos grev Rosenberg i Praha.

Der har været mange gisninger og mystik om dødsfaldet.

Var det en urinvejsinfektion, en madforgiftning, en forgiftning som følge af de mange alkymistiske eksperimenter, en sprængt blære med efterfølgende bughindebetændelse, prostata, skrumpelever grundet den megen spiritus, eller var det slet og ret “et mord” begået af en af hans talrige fjender?

Tyge Brahes sidste ord blev: “Må jeg ikke have levet forgæves.”

Og det har han ikke gjort.

Tyge Brahe ligger begravet i Tejnekirken i Praha ved byens smukke rådhusplads.

Her ligger han sammen med sin kone, endda i samme kiste, under en tung marmorblok med gule bogstaver - Dominus de Knutstrup.

I slotsområdet i Praha står en statue af ham.

Trods det Tyge Brahe har behandlet sine omgivelser uden nåde, må man nok sige, det var synd for en stjernekikker, at skulle dø, 50 år før kikkerten blev opfundet.

Brahes børn blev i Prag anerkendt som adelige og kunne dermed gifte sig adelig, hvad flere af dem har gjort.

I 2005 indviede den svenske Kronprinsesse Victoria det nye Tyge Brahe Museum og det Underjordiske Observatorium Stjerneborg på Hven.

Museet er indrettet i Allhelgonakyrkan, en afkristnet gotisk kirke fra 1899 tæt ved de øvrige faciliteter.

Museet skildrer på fortræffelig vis Tyge Brahes liv og videnskab ved Uranienborg og Stjerneborg.

Det Underjordiske Observatorium er et multimedie oplevelsescenter, der med billeder og lyd fortæller om Tyge Brahe og hans liv med stjernerne.

I tilknytning til museerne findes en salgsbod og Cafe Tycho Brahe.

Tyge Brahe er udnævnt til årtusindets skåning.

Hven har i dag et årligt turistbesøg på 130.000, det kan de takke Tyge Brahe for.

Hanne og jeg har cyklet Hven rundt, det er en særdeles overkommelig opgave, kun 10 km tæller turen, men øen Hven er bestemt et besøg værd.

 

Tyge Brahe havde også en søster, der rager op i danmarkshistorien - Sophie Brahe

(1556-1643).

Hun studerede naturvidenskab, havekunst, astronomi, kemi, medicin og brugte i stor

udstrækning urter som medicin.

Tyge Brahe anerkendte sin søster og betragtede hende som ligeværdig, hvad der dengang var

ganske usædvanligt.

Han anbefalede hende dog: ”At ophøre med astrologiske spekulationer, da hun ikke burde

beskæftige sig med emner, der er abstrakte og komplicerede for den kvindelige begavelse.”

Sophie Brahe boede en tid hos sin bror på Hven, her forelskede hun sig i brorens ven

Erik Lange (1553-1613).

Det var ikke for klogt, for Erik Lange var alkymist, dvs. at han eksperimenterede med kunstig

fremstilling af guld. Han var også en særdeles dårlig økonom, så Sophie Brahe levede resten

af sit liv på fattigdommens rand.

 

Sophie Brahe var Nordens første kvindesagsforkæmper. Hun skrev mange breve og adelige

slægtsbøger og er hovedkilden til datidens adelshistorie.

 

Afslutning:

Du har nu hørt om forskellige begivenheder i 1500 - tallet

I næste udsendelse vil jeg fortælle om

Den skotske Dronning Mary Stuart

De engelske dronninger den forhadte “Bloody Mary” og Elizabeth I

Vores egen Kong Frederik II

Ruslands første zar Ivan IV den Grusomme

Spaniens kendteste forfatter Miguel de Cervantes Saavedra ham der skrev om ”Don Quijote”

Du hører om Christian III’s Bibel den første bibel skrevet på dansk

Vi besøger Egeskov Slot på Fyn, Frederiksborg Slot i Hillerød

og når sikkert endnu mere

 

Jo, det bliver ingen undtagelse, vi kommer vidt omkring i den store verden.

 

På genhør næste uge i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid.

Mit navn er

Frede Lauritsen

Afsluttende musik: Giuseppe Verdi: La Traviata