Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder”

 

Udsendelse nr. 11 - udsendt søndag 6. sept. 2009 kl. 9:15

Fra 1380 - 1479

 

Giuseppe Verdi: La Traviata

Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder."

Dagens rejse tager en lille times tid og er nr. 11 i rækken

Mit navn er Frede Lauritsen

Giuseppe Verdi: La Traviata

 

De første ti udsendelser af "Mine Tidsbilleder" har strakt sig fra Arrilds tid og frem til

1300-tallet.

I den sidste af disse udsendelser fortalte jeg om kongemordet i Finderup Kirkelade, vi

besøgte Nørre Vosborg, Holsteinborg, Bregentved og Ringkjøbing Kirke.

Vi stiftede bekendtskab med Niels Ebbesen, ”Den sorte Død,” Hosebåndsordenen og

Gaasetaarnet.

Det var i det hele taget en blandet fortælling fra 1200 og 1300-tallet.

 

Vi er nu nået til den 11. udsendelse i rækken af "Mine Tidsbilleder."

Den begynder i 1380, hvor Danmark og Norge dannede fælles kongerige.

Men det er en længere historie om Danmarks Dronning Margrete (1353-1412), Norges Kong Haakon (1340-80), deres søn Oluf (1370-1387) og mange forgreninger.

Allerede som 6-årig blev Margrete, der var datter af Valdemar Atterdag, trolovet med den 13 år ældre Kong Haakon af Norge, og da hun var 10 år, blev de gift.

I 1380 tog Kong Haakon sit eget liv, han kunne ikke bære tanken om sin slægts synder, det var primært faren Magnus Eriksson Smeks (1316-74) bifile tilbøjeligheder.

Sønnen Oluf blev derfor Norges konge, på dette tidspunkt var han kun 10 år, men havde allerede i flere år været konge af Danmark.

Reelt var det dog hans mor, Margrete, der regerede, og dermed styrede hun nu begge riger.

Men Oluf døde pludselig som kun 17-årig, og Margrete var nu ene om at regere.

Efter Olufs’ død adopterede hun sin 6-årige søsterdattersøn Erik, der senere fik tilnavnet - af Pommern. Margrete gav ham det samme råd, som hun selv havde fået af sin far:

“Nar dem, lyv for dem, hykl for dem, men husk altid hvad du selv vil, og hvor du vil hen.”

Margrete blev kåret på stormandsmøder både i Danmark og i Norge som:

”Fuldmægtig frue og husbonde og hele rigets mægtige formynder på alle måder.”

Men hun blev aldrig udråbt til Danmarks Dronning og kan derfor ikke med rette kaldes Margrete den I, men det gør vi altså alligevel.

Onde tunger har påstået, at hun selv ombragte sin søn for at få magten, men det er forhåbentlig kun rygter, for der foreligger ingen sikre beviser herfor.

Margrete besejrede i 1389 svenskerne, godt hjulpet af den svenske adel.

Dermed fik den danske kongedatter nu magten i alle de tre nordiske lande.

Margrete var hård, klog, gerrig, religiøs, snu, men handlekraftig, man sagde hun havde:

”En jernnæve i fløjlshandsker,” og var derfor både elsket og hadet.

Hun blev af svenskerne hånligt kaldt: ”Kong Bukseløs.”

De sendte hende også en kæmpe hvæssesten, med den hånlige besked:

”Til at hvæsse dine synåle på.”

Heller ikke i døden lod svenskerne Margrete i fred:

”Højhed står for fald,” var deres kommentar.

Margretes kvindelige charme og magt gjorde hende til en eminent forhandler, alle bøjede sig for hendes krav. Men når de fik aftalen på afstand, indså de, at hun havde været den kløgtigste.

Dronning Margrete besluttede sig for, at der skulle bygges flere kroer i Danmark langs de

store landeveje. Der skulle være en kro for hver fjerde mil, hvad der svarede til en dagsrejse

med hestevogn. Det var også hende, der gjorde Dannebrog til kgl. segl.

Margrete gav mange gaver til klostre og bispesæder, det var dog næppe af lutter fromhed, for dengang var kirken rigets pengeudlåner og panthaver, som en regent måtte stå sig godt med. Desuden troede man dengang helt bogstaveligt på “Skærsilden,” og paven var jo til at handle med.

Margrete gik ind for så få dokumenter som muligt, og ikke på pergament: “Det er lettere at rette på papir,” var hendes kommentar.

Selv Kalmardokumentet er skrevet på det “billigere” papir.

Margrete døde i 1412 af pest på sit kongeskib ud for Lille Okseø i Flensborg Fjord.

 

Det er vel næppe første gang, et menneske fik influenza, men i året 1387 er det første gang historien fortæller om denne sygdom. Det skete i Firenze i Italien, men den fortæller ikke noget om, at den skulle hedde – A influenza.

Der skulle gå over 100 år, inden historien igen fortæller om influenza, denne gang var det i England.

 

Kalmarunionen blev skabt i 1397, dens formål var at stabilisere de utrygge politiske forhold

i Norden mellem Danmark, Norge, der ejede Island og Vesterhavsøerne, og Sverige der ejede

Finland.

Unionens program var, at de tre riger evigt skulle have fælles konge, fælles forsvar,

udenrigspolitik og holde fred indbyrdes, men ellers regeres efter hver lands love.

Forfatteren til unionen var roskildebispen Peder Jensen Lodehat, der var Margretes kansler og

nære rådgiver.

Unionsbrevet blev bekræftet af 67 nordiske adelsmænd og 10 stormænds segl på Kalmar Slot

17. juni 1397.

Det er Nordens ældste officielle dokument, som opbevares i Rigsarkivet, og som du hørte, er

det ikke skrevet på det fine pergament, men på det “billigere” papir.

Sverige gik i 1523 ud af unionen, men Norge og Danmark forblev sammen i over 400 år

til efter den danske statsbankerot i 1813.

 

Dronning Margretes adoptivsøn Erik af Pommern blev hyldet som Norges konge i 1389,

som Sveriges konge 1396 og Danmarks konge 1397.

Men Margrete beholdt kongemagten til sin død i 1412, da var Erik 30 år.

Erik af Pommern rettede sig meget efter de juridiske love, han fremmede næringslivet for

købstæderne, grundlagde Landskrona, byggede Malmøhus og Krogen, det senere Kronborg.

Han sikrede inddrivelse af Øresundstolden, ikke så underligt for det var kongens private

indtægt.

Til gengæld lovede Erik af Pommern, at farvandet skulle være fri for sørøvere, og hvis nogen

blev fanget, blev de straks hængt.

Erik oprettede et universitet, men der måtte ikke studeres teologi, og uden teologi var et

universitet, efter den tids målestok, ret værdiløst.

Men kostbare krige førte til uro i alle de tre nordiske lande.

Kongen fik beskåret sin myndighed og flyttede til sit gods Visborg på Gotland, hvor han

forberedte et comeback.

Men hans tilhængere faldt gradvis fra.

I 1439 lagde Erik kronen fra sig, ellers var han sikkert også blevet afsat.

På papiret havde han været regent i Norden i 43 år, men i praksis kunne de første 15 år roligt

trækkes fra, for da var det stedmoren Margrete, der holdt tømmen.

Fra 1439 var Danmarks tidligere konge Erik af Pommern sørøver fra sit gods på Gotland.

Men i 1449 angreb svenskerne ham, borgen på Gotland blev overgivet til Christian I, og Erik

vendte hjem til sit barndomsland Pommern, med sin elskede Cæcilia.

Det er herfra vi har et udtryk, der stadig lever: ”Ad Pommern til.”

 

Musik:

Nu skal vi lytte til et stykke musik. Jeg har til denne udsendelse valgt den evigt unge Louis

Armstrong.

Han spiller: ”Brother Bill”

 

Forrygende er han “Satchmo,” som var Armstrongs kælenavn. Sjovt er det, at han selv har

fortalt, at han er født på USA’s nationaldag 4. juli år 1900. Senere er der dog mennesker, der

påstår, at han ikke er født i 1900, men i 1901. Og så har den gode “Satchmo” været gift fire

gange, men det hører du alt sammen sikkert meget mere om, ca. 500 år længere fremme i

historien.

 

Maribo Kloster var et af Danmarks kendteste klostre. Det blev grundlagt som et

birgittinerkloster i 1408. På den tid var Maribo kun en beskeden landsby.

Dronning Margrete skænkede borgen Grimstrup, dens store jordbesiddelser og skove til

klostret. Men det adelige jomfrukloster blev ophævet i 1621 og skænket til Sorø Akademi.

Grunden var, at nonnerne ikke levede op til deres gerning.

Nej, de levede i sus og dus, fulgte ikke gudstjenesten, drak sig fulde, bandede, sloges, horede

og lod de syge og døende sejle deres egen sø.

Det kom så vidt, at klostret nærmest blev drevet som et bordel, for her kunne herremændene

altid få deres lyster styret.

Til sidst blev klostret inddraget og overgik i 1665 til kongen.

Klosterkirken blev dog bibeholdt som stiftskirke og blev i 1924 ophøjet til Maribo Domkirke, resten af klostret findes kun som ruiner. 

I 1685 fik stedet en fornem beboer grevinde Leonora Christine Ulfeldt.

Hun var religiøs, mild, god mod tjenestefolkene, dyrkede baldyre, som er et gammelt ord for at brodere med guld, sølv og perler. Så skrev hun digte og skrev desuden på sin bog ”Jammersminde” om de 22 år, hun levede i Blåtårn.

Leonora Christine Ulfeldt blev begravet i Maribo Domkirke.

Her ligger hun sammen med tre sønner, det står der i hvert fald på gravstenen.

Men da man i 1829 åbnede hendes grav, fandt man kun tre barnelig og et guldsmykke, Leonora Christinas lig var der ikke.

Men udenfor domkirken står en byste af hende.

Maribo Domkirkes ejer Nordens ældste maleri på lærred, det er fra 1400-tallet, og forestiller formentlig den hellige Birgitta af Vadstena.

 

I 1427 blev den aktive vulkanske øgruppe Acorerne, i Atlanterhavet V for Portugal, opdaget

af portugiserne. Acorerne, der ikke mindst kendes fra de europæiske vejrudsigter, har i dag

ca. 300.000 indbyggere.

 

Et navn der altid vil blive husket i historien er Jeanne d’Arc, bondedatteren fra Lorraine i

Frankrig. Skønt kun 17 år gammel deltog Jeanne d’Arc i Hundredårskrigen (1337-1453)

mellem England og Frankrig. Hun fik tildelt en hær, og befriede i 1429 Orleans fra

englænderne. Her fik hun navnet: ”Jomfruen fra Orleans.”

Men burgunderne, det vil sige, dem der boede i Bourgogne, tog hende til fange og solgte

hende til englænderne for 10.000 franc.

Jeanne d’Arc gik i mandsdragt, ikke mindst derfor blev hun anklaget og dømt som kætterske,

heks og troldkvinde. Den kun 19 år gamle Jeanne d’Arc blev i 1431 ført til skafottet og

levende brændt på bålet på torvet i Rouen. Det var nemlig i hekseforfølgelsens tid.

Hendes jordiske rester i form af asken blev spredt ud over Seinen.

Jeanne d’Arc’s sag blev genoptaget 25 år senere, her blev hun frikendt for alle anklagerne,

men det havde hun jo ikke særlig megen fornøjelse af.

I 1920 blev hun kåret i Peterskirken i Rom til helgeninde og blev herefter Frankrigs

nationalheltinde og helgen.

 

I 1440 blev Christoffer III af Bayern (1418-48) Danmarks Konge, året efter også i Sverige

og det følgende år i Norge. Han var munter og en sjælden politisk begavelse, skønt han blev

betegnet som en ”modelaps.” Christoffer blev gift med Dorothea (1430-10/11 1495), datter

af Markgraf Johann von Brandenburg, kaldt Alkymisten.

Johann von Brandenburg garanterede en medgift på 30.000 rhinske gylden, men Christoffer

fik ikke en hvid, så snakken gik, at svigerfars guldmageri havde slået fejl, hvad der sikkert

var ganske rigtigt.

Heller ikke børn blev Dorothea og Christoffer beriget med.

Christoffer indførte mange regler i Danmark:

København fik en ny stadsret, der gav københavnerne ret til at handle med flere varer.

Fremmede måtte højst handle på torvet tre dage om året, de måtte kun handle med byens

borgere. Og de måtte heller ikke salte sild i byen.

Den, der ikke kunne betale sin gæld, måtte straffes af den, han skyldte, men humant:

”Ikke så han mister sin sundhed.”

At fornærme embedsmænd blev straffet med 40 mark til staten og 40 mark til kongen, men

var der tale om sår: ”Straffes man på sin hals,” og det var jo nok så alvorligt.

Ligeledes blev det strafbart at brække tømmer og fjæle af skibsbroer, et tyveri der var blevet

almindeligt, og som kunne ses på de havarerede havneanlæg.

Christoffer døde af en ondartet brandbyld, nogen vil dog hævde, der var tale om et giftmord,

hvad der dengang hyppigt forekom. Christoffer III af Bayern ligger begravet i Roskilde

Domkirke.

 

Den 27. januar 1443 regnes for Ringkjøbings fødselsdag. På en mindesten på hjørnet af

Nørredige og Damstræde står der nemlig, at Christoffer III af Bayern stadfæstede

Ringkjøbings købstadsprivilegier.

Det skal da også lige ganske diskret nævnes, at Aarhus først blev købstad fem år senere.

Men det stemmer nu ikke ganske, for allerede i år 1260 er Ringkjøbing omtalt som en købstad. Det var nemlig sådan dengang, at hver gang en ny konge kom til magten, skulle han anerkende hver enkelt bys købstadsbevilling.

Hvor gammel Ringkjøbing er, vides ikke helt nøjagtigt, men man regner med ca. år 1200. Dengang hed landsbyen Rennumkøpingh, senere Rennekøbing, og det er faktisk den del, der i dag er Rindum. Der har dog boet mennesker her siden sidste istid, for i Rindum var jorden god, hvorimod arealerne ned til havet var en sandbanke. Dengang var det nemlig havet og ikke fjorden, for Holmsland Klit fandtes ikke. Navnet Rindum menes at stamme fra Vonå - en rende, som på gammel dansk hed rænnum.

Som den eneste naturhavn på den jyske vestkyst havde Ringkjøbing i gammel tid et stort handelsopland, der strakte sig helt til Thisted og Viborg.

Det var byens rige købmænd, der fik plads i Rådet. Det var forbudt byens håndværkere at sidde i Rådet frem til 1619. Den gamle bydel af Ringkjøbing betragtes som værende blandt Danmarks ti mest bevaringsværdige.

Den første folketælling i 1787 viste, at der boede 246 personer i Rindum Sogn, i 1834 var tallet steget til 352 og i 1901 til 541 personer, de boede på 35 gårde, i 53 huse med jord og 15 huse uden jord. I 1930 nåede indbyggertallet op på 836, fordi man byggede Vestre Villaby.

 

Musik:

Nu skal vi igen lytte til et stykke musik. Denne gang spiller Louis Armstrong:

”When The Saints Go Marching In.”

 

Rent musikalsk skifter vi nu fuldstændig kurs.

Det kgl. Kapel er verdens ældste symfoniorkester, det blev grundlagt i 1448 som et

hoftrompeterkorps under Christian I. Senere blev orkestret en del af Det kgl. Teater, men det

turnerer også rundt i Danmark og i udlandet. Orkestret består i dag af 100 fast ansatte.

Vores musikkyndige Kong Frederik IX var en stor fan af orkestret, som han har dirigeret til

ikke mindre end 26 koncerter.

Til en koncert i 1970 dirigerede Kong Frederik orkestret med Prins Henrik som solist.

Mange kendte dirigenter har udfoldet deres talenter med orkestret bl.a. Victor Borges

far. Med sin uforlignelige humor var Victor Borges kommentar:

“Min far sad 33 år i Det Kongelige Kapel, og min mor kunne næsten ikke kende ham, da han

kom hjem.”

 

Den Oldenborgske kongelinie startede i 1448 med Kong Christian I. Han var 188 cm høj,

hvad der dengang blev betragtet som usædvanlig høj.

Christian I blev også Konge i Norge og Sverige.

Året efter blev han gift med Christoffer af Bayerns enke Dorothea.

I bryllupsgave skænkede han hende Samsø.

Dorothea fik ingen børn med sin første mand, men med Christian I fik hun fem børn.

Oluf og Knud døde begge som spæde, Hans, fulgte sin far som konge, Margrethe og så var

der Frederik der også blev konge under navnet Frederik I.

Dorothea var en betydelig større finansiel begavelse end sin mand. Svenskerne kaldte ham:

“Den bundløse pung,” og noget var der om det, for han havde ikke meget begreb om penges

værdi. Men han var en elskværdig mand, der altid gav flere gaver, end han havde råd til.

Han pantsatte Shetlands- og Orkneyøerne til Kong James III af Skotland som en garanti for

datteren Margretes medgift, men den blev dog aldrig betalt.

Christian I døde på Københavns Slot i 1481 og ligger gravlagt, sammen med mange andre

kongelige i Roskilde Domkirke.

 

I midten af 1400-tallet blev bogtrykkerkunsten opfundet af Johann Gutenberg (1397-1468).

Bogtrykkerkunsten betragtes som en af de største opfindelser i verdenshistorien.

Tidligere blev bøger håndskrevet og var derfor meget kostbare.

Nu, når bøgerne kunne trykkes, blev de langt billigere og nåede dermed ud til en langt større

befolkningsgruppe.

Derfor fik opfindelsen på kort tid også stor indflydelse på den kulturelle udvikling.

Den mest berømte og verdens første trykte bog er en bibel. Den blev trykt i 200 eksemplarer

af 1282 sider. Et eksemplar af denne bibel blev solgt i 1978 for 13 mio. kr. til Texas

University Library.

I sin fødeby Mainz findes et museum om Johann Gutenberg.

 

Danmarks bedst bevarede borg fra middelalderen er Spøttrup 20 km NV for Skive.

Borgen blev bygget i 1450 som depot for bispens skatte, de såkaldte tiende, der blev

opbevaret og gemt her. Og det gjorde de særdeles omhyggeligt med 2 ¾ m tykke mure med

skydeskår og huller, hvorfra man kunne hælde kogende tjære ud i hovedet på indtrængende

fjender. Nærmest borgen ud mod voldgraven er der ni meter høje forsvarsvolde hele vejen

rundt og ikke blot en voldgrav, nej, der er sandelig to voldgrave.

En vindebro hører også med til forsvaret.

Borgen hørte dengang til blandt Nordens mest moderne fæstninger. Der var ni udvendige

toiletskakter, de endte alle direkte i voldgraven sammen med alt andet affald fra borgen.

Så voldgravens vand var en bakteriebombe af værste skuffe.

Set i datidens lys var Spøttrups køkken meget moderne, der var en brønd midt i køkkenet,

ganske vist i betænkelig nærhed af voldgravens stærkt forurenede vand.

Der var afløb, ovn og vaskemaskine i form af en stor udhugget sten, hvor træbriksene blev

skyllet.

Ske og kniv blev dengang tørret af i trøjeærmet, og stukket op under loftsbjælken.

Gaflen kendte man ikke, først 200 år senere blev den opfundet.

Enhver ordentlig gammel borg havde sit spøgelse.

På Spøttrup havde man hele tre af slagsen.

En lang stodder der kunne gå gennem porttårnets dør.

Et firspand der hørtes ride over vindebroen,

og Den blå Dame der ustandselig råbte: ”Åe, mi bette børn.”

En ung adelsjomfru havde haft besøg af en ung ridder, besøget fik følger, hvad der dengang

var ganske utilgivelig for en ærbar ung jomfru.

Hun fødte trillinger, som hun ombragte, hvad der forfulgte hende resten af hendes dage.

Spøttrup har tilhørt Viborg bispestol frem til Reformationen 1536, hvor kongen overtog al

kirkens gods og jordbesiddelser.

Omkring en tredjedel af Danmarks jord ejedes dengang af kirken, så statens indtægter blev

med et slag fordoblet.

Under Grevens Fejde i 1534 blev Spøttrup belejret af Skipper Clement og hans bondehær.

I 1937 købte staten Spøttrup for at indrette borgen som et museum.

På Spøttrups jorde blev der etableret 30 statsejendomme, hvad der dengang var meget

populært.

Men tiderne har ændret sig markant siden da, og i dag ejes al jorden af en enkelt familie.

Under Anden Verdenskrig opbevarede modstandsgrupper, med Flemming Juncker som leder,

et stort våbenlager til 700 mand på Spøttrup.

Våbnene blev desværre fundet af tyskerne i 1945, og adskillige af modstandsfolkene blev

taget til fange.

Borgen er i dag åben for publikum, der kan se en billedreportage med beskrivelser af

borgens historie. En af salene bruges jævnligt til koncert eller andre kulturelle arrangementer.

I tilknytning til borgen er der en stor park med roser, en stor læge- og krydderurtehave og

restaurant Borgen, der bruges meget til selskaber.

Spøttrup Sø V for borgen var, grundet omfattende dræning i området, blevet udtørret.

Den blev i 1994 genetableret, med et enormt fugleliv til følge.

Jo, Spøttrup er bestemt et besøg værd.

 

Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 af Christian I, der havde fået pavens tilladelse til at åbne et ”fuldstændigt” universitet, dvs. at tilladelsen nu også gjaldt undervisning i teologi.

For dengang tilhørte de fleste af universitetets ansatte kirkens mænd.

Christian I havde ikke selv midler at give til universitetet, så det var meget fattigt på bøger, og der var i det hele taget ikke megen opmærksomhed på nyskabelse.

Der blev undervist på latin, først fra 1830 blev dansk brugt som undervisningssprog.

Udenfor universitetet står der mange buster af stedets tidligere professorer bl.a. Niels Bohr.

 

Afslutning:

Du har nu hørt et lille udpluk af, hvad der skete i 13 og 1400-tallet.

I næste udsendelse vil jeg fortælle om de modige og eventyrlystne opdagelsesrejsende

Christoffer Columbus, Amerigo Vespucci, Vasco da Gama og Fernando de Magallanes.

Jeg når også tre af kunstverdenens allerstørste navne nemlig Leonardo da Vinci ,

Michelangelo og Raffael.

Disse syv navne kan hver især give stof til en lang fortælling, men jeg vil forsøge at give et

koncentreret billede af alle syv på en lille time.

 

På genhør næste uge i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid.

Mit navn er

Frede Lauritsen

Afsluttende musik: Giuseppe Verdi: La Traviata