Radioforedrag – ”Mine Tidsbilleder”

 

Udsendelse nr. 8 - udsendt 26. okt. 2008

Fra 1105-1200-tallet

 

Giuseppe Verdi: La Traviata

Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder."

Dagens rejse er nr. 8 i rækken. Mit navn er Frede Lauritsen.

 

I sidste udsendelse hørte du om endnu flere gamle klostre og landsbykirker fra 1100-tallet,

om folkeviser, inddeling af sogne og om dengang Ringkjøbing Fjord ikke var fjord, men

åbent hav.

 

I dag starter vi i Skjern. Længe før der var noget, der hed Skjern By, blev der i 1105 bygget

en bro over Storå. Det var for at lette den betydelige studedrift sydover. Broen var 140 alen

lang, og brostolperne var 5 m lange. Denne bro blev i 1513 passeret af Kong Hans og hans

følge på vej fra Ribe til Aalborg Slot. Men broen var i så dårlig en forfatning, at kongens hest

snublede, kongen faldt af hesten og havnede i åens kolde vand. Gennemvåd og syg blev han

bragt til Skjern Brogaard og plejet her nogle dage. Skjern Brogaard har været ejet af Signe og

Carsten Nielsen, Højmark, men det er 450 år senere i historien. I 1960 blev Skjern Brogaard

overtaget af Skjern Papirfabrik. Kong Hans havde ikke tålmodighed, så før han var blevet

rask, fortsatte han til Aalborg, men det var nok for tidligt, for han kom sig aldrig over

strabadserne og døde i den følgende måned på Aalborghus Slot.

På uheldsstedet ved Skjern Å står en mindesten, der beretter om Kong Hans uheldige ridt.

Den lokale befolkning er dog ikke helt enig om, præcist hvor uheldet skete, men det skyldes

formentlig, at åens løb i landskabet har ændret sig gennem de nu snart 500 år. Kong Hans

blev efterfulgt af sin søn Kong Christian II, der befalede, at der skulle opkræves bropenge,

der skulle bruges til vedligeholdelse af broen.

På prislisten fra 1515 ses bropengeafgiften:

                   1 vogn 1 skilling

                   4 stk. kvæg eller får med lam 1 skilling

                   6 svin 1 skilling

                   1 hest eller en fodgænger 1 hvid

                  

Vi har tidligere hørt om Absalon, tvillingen som alligevel ikke var tvilling, han blev biskop i

Roskilde, og senere ærkebiskop i Lund. Men han var i åben strid med skåningerne om

bispetidende, kirkebyggeri og cølibat. Han ledede vendertogterne til Arkona og erobrede

Pommern med sine soldater, de såkaldte sortebrødre. Som et forsvarsværn byggede Absalon

"Borg ved Havn" og blev dermed grundlæggeren af København. I kælderen under

Christiansborg Slot kan du se resterne af "Borg ved Havn," det er et ganske interessant besøg.

Absalon brugte Saxo som krigskorrespondent, og opfordrede ham til at skrive en

danmarkshistorie. Det gjorde Saxo, ”Gesta Danorum” kaldte han danmarkskrøniken. Den

blev et stort og digert værk på 16 bøger strækkende fra Sagnkongen Dan til Knud IV. På

Højbro Plads ved Gammel Strand, højt hævet over den syv tons tunge Fiskerkone, står en

rytterstatue af Absalon – vor hovedstads grundlægger. Absalon ligger begravet i Sorø.

 

Vi er i den periode, hvor Svend, Knud og Valdemar ikke kunne enes om magten i Danmark.

Der var evig kævl og strid, hvor de med største vellyst slog hinanden ihjel, hvis lejlighed bød

sig. Men så indgik de tre kamphaner, der alle stræbte efter tronen, et forlig. Det skulle

markeres, og der blev indbudt til fest i Roskilde Kongsgård 9. aug. 1157. Men det blev alt

andet end en fest. Midt under festen drog Svend sit sværd og dræbte Knud, men Valdemar

undslap. Så var der kun to kamphaner tilbage.

 

Den næste der faldt, var Svend, det skete på Grathe Hede samme år, derfor fik han tilnavnet

Grathe. Saxo fortæller, at Svend under et togt tiltvang sig at sove ved bondens kone, hvad der

dengang nærmest var kongens ret, men det passede bestemt ikke bonden, der fulgte efter

Svend og dræbte ham med et øksehug. Nu er Saxos historier ikke altid troværdige, han skrev

nemlig, så det passede den, der betalte ham for det. Men forståeligt er det vel, at bonden følte

vrede. På Grathe Hede S for Thorning står en mindesten ude på marken, hvor man formoder,

drabet fandt sted. Valdemar var altså den af de tre kamphaner, der overlevede, og han blev

Danmarks konge i 25 år.

 

Hvis du er interesseret i den danske historie og ikke mindst i den sønderjyske, så er et besøg

Sønderborg Slot en stor oplevelse. Museet fortæller landsdelens historie gennem tusind år

omkring Sønderborg, Als, Dybbøl og Sundeved, det gælder skole, søfart, landsbyliv, tekstiler,

mønter, håndværk og kunsthåndværk. Derudover er der husgeråd, kniplinger, møbler, lertøj,

legetøj, våben, uniformer og dusinvis af guldaldermalerier af historiske begivenheder i

Danmark.

Af mere specielle ting ses en budstikke eller ringstok, som den også kaldes. På budstikken

står alle distriktets grundejeres navne. Mellem dem opbevares stokken på skift, og den der

opbevarer stokken har ansvaret for klokkeringning ved begravelser og at bistå den sørgende

familie med hjælp. Budstikken har været i brug helt frem til 1950.

Historien omkring Hertugdømmet Slesvig er med i samlingen, specielt om De Slesvigske

Krige. Flådens panserbåd Rolf Krakes særdeles mislykkede indsats på Als Sund er bestemt

heller ikke blevet glemt. Her havde kaptajnen fået den fejlagtige opfattelse, at kampene på

land var ophørt, derfor trak han Rolf Krake ud af Als Sund, skønt dens fysiske overlegenhed

overfor preussernes små landgangsfartøjer var total. Så det må have været en meget - meget

forbavset preussisk hærfører, der herefter frit kunne lade sine tropper forcere sundet og

indtage Als næsten uden sværdslag.

Heller ikke Danmarks Besættelse 1940-45 er glemt. Jo, der er utrolig meget at studere på

Sønderborg Slot - rigeligt til en hel dag.

Slottet er grundlagt af Valdemar den Store i sidste halvdel af 1100-tallet som et

fæstningstårn, på en lille sandbanke i Als Sund. Det er Jyllands ældst bevarede kongeborg, et

renæssanceslot i tre stokværk. Slottet er gennem århundreder blevet ud- og ombygget

adskillige gange. Som middelalderborg med dansesal, kanonskydeskår og skoldehuller.

Sydfløjen har været indrettet til lagerrum for korn, malt, mel samt saltet - og røget kød og

fisk. En passende veksling mellem krig og fred.

Christian III’s enkedronning Dorothea indrettede et lutheransk fyrstekapel på Sønderborg Slot, det er Nordens ældste kirkerum fra renæssancen. Her kan du se en af Christian III’s berømte bibler fra 1550, der findes en fornem gravportal af fru Elisabeth og Hertug Hans med deres otte sønner og seks døtre. I krypten står ikke mindre end 46 kister med sønderjyske hertuger og deres fruer. Kapellet bruges i dag jævnligt til koncerter.

Under Svenskekrigene i 1600-tallet var slottet besat og blev så medtaget af svenskerne, at Kong Frederik III overvejede at rive slottet ned. Det gik dog ikke så galt, og Frederik IV omskabte slottet til et barokanlæg.

På slottet boede amtmanden, men de fine gemakker var forbeholdt majestæten, når han kom på visit i hertugdømmet. Embedsmænd boede også på slottet, og store dele af slottet blev udlejet til byens købmænd og håndværkere. Under De Slesvigske Krige blev slottet brugt som lazaret, og da preusserne vandt krigen, indrettede de stedet til kaserne for infanteriet.

Det var også her i Blåtårn på Sønderborg Slot, Christian II sad i 17 år. Og de passede godt på ham, for han blev bevogtet af 140 mand. Men det virkede nu nærmest, som var det en tjenerstab, for han levede godt med laks fra Elben, vin fra Rhinen, øl fra Eckernförde, klæde fra Flandern og silke fra Paris. Jo, Christian II blev behandlet godt og levede i det hele taget komfortabelt, passede sin lille have, deltog i adelsjagt på Als og kunne stort set bevæge sig over hele byen. Et billede der ikke passer særlig godt med Johs. V. Jensens berømte roman ”Kongens fald” eller Carl Blocks berømte maleri, der hænger på Fredensborg Slot, hvor kongen hvileløs vandrer rundt om bordet, mens tommelfingeren ad åre har dannet en fure i bordpladen, mens tjeneren Mikkel forsøger at friste med et fattigt måltid mad. Christian II blev efter de 17 år i Sønderborg flyttet til Kalundborg Slot, hvor han sad sine sidste 10 leveår og døde efter 27 års fangenskab.  

 

Musik:

Nu vil det vist være passende med et stykke musik. Som i sidste udsendelse har jeg igen valgt Chris Barber denne gang med: ”Wabash Blues.”

 

I hjertet af Paris findes verdens største og kendteste museum - Louvre. En imponerende

bygning - Europas største. En gåtur langs slottets ydermure tager en time, der er nemlig fem

km vejen rundt.

Oprindelig blev Louvre bygget som et fæstningsanlæg ved Seinen i 1100-tallet, dengang var

Paris en by på 100.000 indbyggere. Adskillige konger og kejsere har gennem tiden om- og

udbygget Louvre til en kongebolig. De ældste af nuværende bygninger er fra 1546, det

gælder også malerisamlingen, der dengang blev grundlagt og betydelig udvidet af Louis XIV,

der modtog kunst som betaling for gæld. Men i 1676 flyttede Louis XIV til Versailles. Han

syntes, slottet var så trist og mørkt, og så lugtede der så ganske fælt. Og det var egentlig ikke

så underligt, for alle og enhver forrettede deres nødtørft bag gardinerne og rundt om i

hjørnerne i de mange rum, for toiletter havde man ikke, det var ikke noget, man talte om.

Et vittigt hoved har antydet, at det netop foregik bag gardinerne, for så var der ”toiletpapir”

lige ved hånden. Med den baggrund var det ikke så underligt, at stanken blev uudholdelig, og

at Louis XIV fortrak og byggede sit Versailles.

Der skulle nu gå mere end 100 år, før Louvre fra 1793 blev Frankrigs Nationalmuseum. Man

kunne måske også sige, før stanken var væk. Dengang ejede museet ca. 500 malerier og 150

kunstgenstande, i dag er tallet accelereret, og hold nu godt fast, accelereret, til 250.000

genstande.

Indgangen til det enorme museum går gennem en imponerende trekantet glaspyramide i

slottets inderste gård. Den er bygget i vor tid og består af 666 glasplader. Glaspyramiden er

på det nærmeste en kopi af glastrekanten ved Kongreshallen i Herning, eller måske er det

omvendt? For at købe billetter, der koster 8,5 €, skal du et par kælderetager ned, det fortæller

lidt om, hvor stort museet er. Straks konstaterer vi, at al skiltning foregår på fransk. Typisk –

for franskmændene er af den klare opfattelse, at deres sprog burde tales af alverdens

folkeslag.

Museet er inddelt i seks afdelinger, der spænder over alle kunstens retninger.

Det tager sin tid at studere 250.000 sjældenheder. Bruger du et minut til hver genstand i museet og er til stede i museets hele åbningstid, så er du færdig om 1½ år. Men så må du ikke gå om bag gardinerne, når du bliver trængende. Det er særdeles beskedent, hvad du kan nå at se på en enkelt dag, og hvad du kan rumme. Louvre er utrolig stort - et imponerende museum. Og hende ”Mona Lisa” malet af multikunstneren Leonardo da Vinci må du også lige hilse pænt på i forbifarten.

 

Vi er nu nået til år 1200 i "Mine Tidsbilleder."

De fortæller, at i år 1200 har Danmark 1 mio. indbyggere.

Og Ringkjøbing nævnes for første gang under navnet Rennumkøpingh som en handelsplads

til Rindum Sogn.

 

Nær ved Blokhus ligger en af Danmarks største romanske landsbykirker Saltum Kirke.

Kirken tiltrækker mange turister grundet sine meget velbevarede sengotiske kalkmalerier.

De har nemlig aldrig været overkalket, hvad langt de fleste kalkmalerier har. Motivet er

særegent og kendt med Jesu stamtræ, i grenene myldrer det med snorrige narre,

skrækindjagende fantasifostre, mennesker i synd, ridderturneringer samt humoristiske,

satiriske og spottende figurer. En skøn blanding af morsomheder og tidens ondskab.

Døbefontens særprægede og flotte himmel er udsmykket med relieffer fra lidelseshistorien.

I kirken findes flere våbenskjolde fx den navnkundige Ingeborg Skeel til Voergaard. Men

hende støder vi på om 3-400 år.

 

Næsten dagligt ser vi et motiv fra Tømmerby Kirke ved Frøstrup, uden at vi egentlig tænker over det. Kirken er udvendig rig på romanske billedkvader af fabeldyr bl.a. en basilisk hane, det er den hane, der pryder vores hundredkroneseddel med komponisten Carl Nielsen på modsatte side.

 

En af de kendteste herregårde på vores egn har også sin rod i 1200-tallet – Brejninggaard.

Den blev bygget som et munkekloster, der efter Reformationen, som alt andet kirkeligt gods,

gik ind under Kronen. Christian III pantsatte herregården, så blev den solgt til så kendte

adelsnavne som Lange og Skram, deres våbentegn sidder stadig som dekoration på

bygningen, sammen med sjældne terrakottaplader. Gennem årene har Brejninggaard oplevet

mange omvæltninger, ombygninger og fornyelser. På et tidspunkt fik de rindende vand i

køkkenet, det bestod af en kanal, der førtes under huset og gennem køkkenet.

Herregården ejede i gammel tid 65 gårde og et areal på 3-4.000 tønder land, hvoraf en stor del

var hede. I 1926 var herregården ret forfalden, så overtog Statens Jordlovsudvalg godset, der

blev indrettet som et udflugtsmål, med afholdsrestaurant. Stalde, vognporte og avlsbygninger

blev revet ned, og herregårdens jord blev udstykket til 14 husmandsbrug.

Nytårsaften 1930 brændte den store lade, men - brandmajoren i Videbæk var taget på ferie,

medbringende nøglen til sprøjtehuset, det var yderst genialt, ja, nærmest komisk, så branden

blev virkelig effektiv.

En lokal kreds på 7-800 familier købte 3. nov. 1942 Brejninggaard, med dens nu kun 17 tdr.

land jord, for 53.000 kr. Formålet var, at indrette herregården til en efterskole. Ved en

indsamling på hele vestkysten fik man 200.000 kr. i kassen, for pengene byggede man den

nuværende vestfløj. På den nye bygning blev der skabt et relief af kunstneren Karl Otto

Johansen med støtte fra Carlsbergfondet. Relieffet forestiller en hind gående i et bregnekrat,

symboliserende Hind Herred og Brejning Sogn.

I slutningen af Anden Verdenskrig overtog tyskerne skolen, 340 soldater blev indkvarteret

med 9 på hvert værelse, der ellers var beregnet til 4 elever. Inden krigens slutning blev der

indlogeret flygtninge fra Danzig. Men allerede sommeren 1945 modtog skolen igen elever.

Den nuværende sydfløj blev opført, og senere er idrætshal, elevhuse og spisesal kommet til.

I mange år var eleverne delt op med piger om sommeren og drenge om vinteren. Men i dag

bruges denne form for kønssortering ikke. Brejninggaard er en af egnens populæreste

efterskoler, der for det meste har udsolgt alle pladserne, dvs. omkring 125 elever. Der

undervises på 8., 9. og 10. klassetrin, idet mange af oplandets skoler slutter ved 7. klassetrin.

Som så mange andre herregårde har også Brejninggaard sit spøgelse: ”Den blå Dame.”

Sagnet fortæller, at en ugift adelsfrøken ”kom galt af sted,” hun fødte i dølgsmål, og

druknede barnet i voldgraven. Derfor vandrer hun hver aften ved midnatstid ud til

voldgraven, hvor hun dvæler et øjeblik.

 

Musik:

Nu trænger ørerne bestemt til et stykke musik. Jeg håber, du er tilfreds med, at jeg igen har valgt Chris Barber denne gang med: ”South”

 

Mange turister finder hvert år vej til Vær Kirke ved Nørre Strand N for Horsens. Det skyldes

specielt Kraghs Kapel, og hvorfor så det.

Vi skal finde et af de store navne i 1600-tallets danmarkshistorie, og det selv om han egentlig

var tysker - Peder Schumacher. Han var søn af en tysk vinhandler, der havde bosat sig i

København. Den begavede Peder blev allerede som 12-årig student og indskrevet ved

universitetet til sprog, teologi og medicin. Han blev Frederik III’s bibliotekar, arkivar,

kammersekretær og han avancerede til oversekretær, svarende nogenlunde til nutidens

indenrigsminister. Her udformede han Kongeloven, blev medlem af Kommercekollegiet og af

Højesteret og var medskaber af Gehejmekonseilet - enevældekongens råd. Frederik III sagde

til sin søn Christian V: "Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt."

Og måske gik det for stærkt? Peder Schumacher blev adlet og fik navnet Griffenfeld. Han blev Danmarks egentlige leder og udnævnt til rigskansler samt greve af Samsø, som han købte sammen men øens 339 bøndergårde for 23.000 rigsdaler. Og så blev han noget så fornemt som Ridder af Elefantordenen. Peder Schumacher Griffenfeld havde mange elskerinder, hans foretrukne var Magdalene Gersdorff, og hun var netop fra Samsø, og det var jo ganske praktisk.

Men Danmarks begavede og indflydelsesrige rigskansler faldt i unåde hos kongen, regeringen og ikke mindst hos dronningen, uenigheden kulminerede specielt omkring krigen mod Sverige. En kommissionsdomstol, bestående af Griffenfelds rivaler, arresterede ham og satte ham i Kastellet i København, der var datidens kachot. Domstolen fradømte ham ære, liv og gods for landsforræderi, majestætsfornærmelse og bestikkelse.

Landsforræderiet blev aldrig bevist, og majestætsfornærmelsen bestod i et simpelt notat i Griffenfelds kalender: "Kongen svarede gesandten som et barn," men bestikkelse det måtte han erkende.

En af dommerne nægtede at underskrive dommen, der lød på halshugning, han fandt, at grundlaget var for spinkelt. På skafottet knælede Griffenfeld klar til at aflevere sit hoved, men i sidste øjeblik blev han benådet, det skete 6. juni 1676, og straffen blev ændret til livsvarigt fængsel: “Denne nåde er hårdere end døden,” var Griffenfelds kommentar. 

De første fire år sad han i Kastellet, herefter blev han flyttet til Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han sad i 18 år. Så blev Griffenfeld delvis løsladt, han fik lov at bo i Trondheim By, men hans livsmod var knækket, og han døde året efter løsladelsen og blev bisat i Trondheim, men det var uden nogen kirkelig ceremoni.

Ad omveje har vi nu igen nærmet os Vær Kirke.

Griffenfelds datter, Charlotte Amalie Kragh, var gift med Frederik Kragh til Stensballegaard ved Horsens, Charlotte holdt meget af sin far og forsøgte at få ham begravet i Danmark, men hendes anmodning blev afvist. Men så tog hun den drastiske beslutning at smugle farens lig fra Trondheim i Norge til Stensballegaard. Det lykkedes, og senere fik hun faren begravet i krypten under Vær Kirke ved Horsens, der hørte under Stensballegaard Gods. Da blæsten omkring Griffenfeld år senere havde lagt sig, kom kisten op fra kirkens krypt og sat ind i Kraghs Kapel.

Griffenfeld havde faktisk tidligere bygget sit eget kapel i Helligåndskirken på Strøget i København, men det var før, han faldt i unåde, og historien ville det anderledes. Griffenfelds unge hustru Cathrine Nansen stod i Helligåndskirken, men er nu flyttet til Kraghs Kapel i Vær Kirke.

Og det var da en meget sød historie - skønt uhyre dramatisk.

 

På Møn ligger en af Danmarks smukkeste landsbykirker Fanefjord Kirke. Ikke blot er den arkitektonisk flot, den har også en utrolig smuk beliggenhed ved Fanefjord ud mod Grønsund, og den indvendige del af kirken får bestemt også maksimum point.

Her har de ypperste i kalkmaleriets kunst Elmelundemesteren og hans svende muntret sig med smukke, rige, velbevarede og talrige kalkmalerier fra 1400-tallet. Frodige billeder, inspireret af de fattiges bibel, pryder otte hvælvinger og søjler. Sammen med Keldby Kirke og Elmelunde Kirke, også på Møn, dækker de næsten hele bibelhistorien og kaldes tilsammen for “Møns Billedbibel.”

Der er dem, der ynder at kalde kalkmalerierne for bloddryppende tegneserier, men døm selv. For os der godt kan lide lidt humor, er der ofte perler at finde. Her i Fanefjord Kirke sidder to kvinder på en bænk og sladrer midt under gudstjenesten, mens djævelen står bagved og noterer hvert eneste ord i sin lille bog, det er formentlig den sorte bog.

Der er en evig kamp mellem de tre kirker på Møn om, hvem der har de flotteste kalkmalerier, men et er sikkert, de hører alle tre til blandt de ypperste, de absolut bedste kalkmalerier du kan se i Danmark. Altertavlen i Fanefjord Kirke er skænket af Corfitz Ulfeldt, men se det er en helt anden historie, og ham ramler vi sikkert ind i om ca. 400 år.

 

Pludselig kom landsbyen Hover, her NØ for Ringkjøbing, på alle landets forsider. Årsagen

var den lille undselige Hover Kirke fra 1200-tallet. Kirken er uden tårn, og kirkeklokken

hænger i en galge i korgavlen. Gavlen mod V har en ret ejendommelig tilbygning, det er en

støttepille fra en gang, hvor gavlen var styrtet ned. Gavlens øverste sten er brugt i støttepillen,

og som der står, måske fordi man ikke havde kræfter til at lægge dem helt op igen.

Kirken har, bortset fra denne støttepille, stået næsten uændret gennem sine 800 leveår. Og

netop fordi kirken aldrig er blevet ombygget, blev den i 2006 valgt til den meget omtalte

danske arkitekturkanon. Det er i fornemt selskab med bl.a. Sydney Opera House, Østbroen

over Storebælt, Vor Frue Kirke i København samt Århus Universitet og Rådhus. Da DR

fortalte nyheden i tv, viste de på skærmen billedet af Hover Kirke N for Vejle, en fatal fejl

der dog senere blev beklaget. Efter den fornemme og overraskende kanonisering er kirken

blevet hjemsøgt af adskillige turister. Den lille smukke kirke har fine kalkmalerier, hvor du

bl.a. ser Abraham, der ofrer sønnen Isak. Kirken har to gamle præste- og degnestole med flere

navnetræk. Her kan du også læse ordet løbedegn, det er datidens betegnelse for en degn, der

havde flere skoler at bestride.

Afslutning:

Du har nu hørt om dengang Kong Hans faldt i Skjern Å. Om kamphanerne Svend, Knud og

Valdemar, Sønderborg Slot, Brejninggaard og Louvre i Paris. Du ved nu, hvordan Griffenfeld

havnede i Vær Kirke og hvorfor Hover Kirke pludselig blev berømt.

Vi har som sædvanlig været langt omkring.

 

I næste udsendelse kan du stifte bekendtskab med vort nationale symbol, og så kan du jo

fundere over, hvad det er. Vi gør et visit i Kloster Kirke, hører om Jyske Lov og om

Ringkjøbing Havn, før den var rigtig havn. Du vil høre om Marco Polos forunderlige rejse,

og om alt det Koldinghus har måttet lægge bygninger til.

Jo, også næste gang kommer vi vidt omkring.

 

På genhør i den niende udsendelse af "Mine Tidsbilleder" den kommer næste uge i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid.

 

Afsluttende musik: Giuseppe Verdi: La Traviata