Radioforedrag
– ”Mine Tidsbilleder”
Udsendelse
nr. 6 - udsendt
12. okt. 2008
1100-tallet - kirker
Giuseppe Verdi: La Traviata
Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en
rejse over flere udsendelser gennem "Mine
Tidsbilleder." Mit navn er Frede Lauritsen.
I sidste udsendelse hørte du om de islandske sagaer, vikingeborgene og Vejle Ådal. Vi var et
smut i Slesvig Domkirke og i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, og vi stiftede bekendtskab med
Leif den Lykkelige, Knud den Hellige og mfl.
I dag skal vi nu en tur rundt i nogle af Danmarks gamle landsbykirker og klostre. Af dem er der ca. 2.000, der gættes på, at omkring 1.500 af dem er påbegyndt i 1100-tallet og 500 i 1200-tallet. Flertallet af kirkerne er bygget af granitkvadersten tilhuggede af kampesten samlet på egnens marker. Der blev brugt mellem 2-3.000 marksten, hver gang der blev bygget en landsbykirke.
Det danske landskab er den dag i dag meget præget af disse landsbykirker, de hører med i billedet af Danmark. Og selv om de nogle steder måske ikke bliver så flittigt besøgt, så ville det bestemt være et savn, hvis de pludselig ikke var der. Hver enkelt af dem har sin egen helt specielle historie, men at gennemgå dem alle ville være dræbende kedsommelig, så jeg har udvalgt en mindre håndfuld af de mange, dem som jeg finder mest interessant. Rigtig mange af kirkerne har vi besøgt på vore årlige cykelferieture, men der er bestemt stadig mange, der endnu har vort besøg til gode.
Næsten alle kirker var fra starten bygget uden tårn, våbenhus og kapel. Tårnene er senere bygget til, mange steder har de virket som sømærker, andre steder som pejlemærker i landskabet. I dag er der under 200 kirker i Danmark, der ikke har noget tårn. Bænke var heller ikke almindeligt i gammel tid, højst var der murede bænke langs ydermuren, så de kirkegængere, der ikke her var plads til, måtte stå op under gudstjenesten, og en gudstjeneste dengang kunne vare i flere timer.
Døbefonten stod oprindelig ved kirkens indgang. Årsagen var, at det ikke var tilladt udøbte, at komme ind i kirken. I dag er døbefonten som oftest placeret i nærheden af alteret, hvad der da også er langt mere praktisk.
Mange steder har der før den nuværende kirke stået en trækirke på stedet, der enten er rådnet væk eller brændt. Enkelte kirker har bevaret planker fra den tidligere kirke, indstøbt over indgangsdøren eller på anden måde bevaret.
Kirker har ofte været udsat for dramatik, i sidste udsendelse fortalte jeg om drabet på Knud
den
Hellige i Skt. Albans Kirke i Odense.
I Højby Kirke på Sjælland skete i 1200-tallet et
dobbeltmord i kirken. To unge mænd havde
forbrudt sig mod to døtre, for denne ugerning
blev de begge dræbt under julemessen i samme
kirke. Kirken blev herefter sat i band af
Paven og forblev lukket i syv år.
Da kirken på Hjerl Hede skulle bygges, blev Tjørring Kirke ved Herning valgt som model.
Tjørring Kirkes klenodie finder du på kirkegården, det er Jens Nielsens gravsted, og hvem er
så
denne Jens Nielsen? Jo, det er ham, vi
kender bedre som ”Jens Vejmand.” ”Hans liv var
fuldt af sten, men på hans grav – i døden,
man gav ham aldrig en.” For på ”Jens
Vejmands”
gravsted står kun et træbræt. Måske dukker ”Jens Vejmand” igen op her i historien, når vi om
6-700 år kommer til Jeppe Aakjær.
Døbefonten i Lihme Kirke i Salling er gammel som kirken. Rundt langs døbefonten er hugget
figurrelieffer, et af disse relieffer er afbildet på vores 500 kr. seddel, der har Niels Bohr på
den modsatte side. Pengesedlen blev udsendtes i 1997.
Stadil Kirke, der ligger ved Stadil Fjord, er berømt af tre årsager. Den ejer Danmarks ældste
dør. Venstrehøvdingen I.C. Christensen var lærer og degn i Stadil i slutningen af 1800-tallet.
Men kirkens klenodie er Det Gyldne Alter med 87 bjergkrystaller, den hører til blandt
Danmarks fineste middelalderkunstværker. En tynd kobberplade er banket ud til bibelske
motiver, herefter forgyldt og fæstet på egetræ.
Ifølge sagnet er Det Gyldne Alter en del af en seng, der tilhørte en engelsk kongesøn, der
kom i havsnød udfor Bovbjerg. Han lovede, at hvis han blev reddet, ville han skænke det
bedste, han ejede - nemlig sin seng, til den kirke han først så. Kongesønnen og besætningen
blev reddet, og kirken, de først så, var Stadil Kirke, hvor fodenden af sengen udgør Det
Gyldne Alter.
Men nu bliver historien mystisk, for ved Flyndersø ligger Sahl Kirke, der er 100 år yngre end
Stadil Kirke, de hævder, at sengens hovedgærde står her, hvordan den er kommet til Sahl
Kirke, er stadig en gåde. Eftertiden hævder, at sengen er et fornemt dansk arbejde udført i
Ribe mellem år 1000 og 1200, hvis det er korrekt, kan der jo godt sættes spørgsmålstegn ved
hele historiens sandfærdighed, for det er vel næppe sandsynligt, at et engelsk skib har
inventar fremstillet i Ribe.
I Nørlem Kirke, flot beliggende ved Lemvig, blev min søn Steen døbt i 1966. Det gav
anledning til en
morsom oplevelse. Da vi stod afventende i våbenhuset for at blive kaldt ind
til dåben, kom
kirketjeneren og hentede dåbskanden, der stod på radiatoren i våbenhuset, for
at holde vandet
lunt. Idet han gik ind i kirken med dåbskanden, sagde storesøster Tina højt:
”Nu
går han med kaffekanden.” Det
kunne høres ind i kirken, til behagelig morskab for alle
kirkegængerne. Og faktisk er det lidt befriende, når et besøg i kirken ind imellem
indeholder
lidt humor.
Ø for Skjern finder du Sædding Kirke. Det er en af de gamle landsbykirker, der ikke har et
tårn. Tæt ved den tilmurede kvindedør i nordsiden er en af kvaderne tilhugget med et
maskelignende mandshoved med et endnu utydet runetegn. Lignende hoveder findes på flere
kirker også på vores egn fx i Snejbjerg, Staby og Stadil. Historien bag disse hoveder kendes
ikke, men der gættes på, at det kan være kirkens ejer eller måske bygherren - en slags
håndværkervisitkort. Tæt ved Sædding kirken står en to m. høj mindesten:
"HER LAA SØREN KIERKEGAARD'S SLÆGTS-HJEM."
På Møllegården i Rækker Mølle er der indrettet en mindestue for Søren Aabye Kierkegaard.
Jeg har skrevet en længere epistel om, hvordan ham Søren Aabye Kierkegaard egentlig var,
men se det er en flere timer lang historie, så den må vente til en anden gang.
Musik: Nu kan min stemme godt trænge til en lille pause, derfor skal du nu høre et stykke
musik. Jeg har denne gang valgt Lars Lilholt med: ”Gir du mig lov.”
Fyns eneste rundkirke er Horne Kirke ved Fåborg. Den er bygget som et fæstningsanlæg
med skydeskår, hvad der også ses ved flere andre kirker. Fornemt inventar kan Horne Kirke også byde på fx alterbillede af C.W. Eckersberg og døbefont af Bertel Thorvaldsen.
Sjællands eneste bevarede rundkirke er Bjernede Kirke et lille landsbysamfund
nær Sorø.
Kirken er opført af en af rigets betydeligste
og rigeste mænd Sune Ebbesøn af Skjalm Hvide
slægten, en fætter til Absalon og Esbern Snare.
Den lille kirke er bygget af munkesten, med
1,50 m tykke mure. Indvendig domineres kirken
af fire runde stensøjler, hvis formål er at
bære overbygningen. Arkitektonisk virker det
ikke så smart, for de fylder næsten hele
kirkerummet, og fra de fleste siddepladser
spærrer søjlerne for udsigten til såvel alter som
prædikestol.
Da du tidligere hørte om Gorm den Gamle, var vi også omkring den lille hvidkalkede Jelling
Kirke,
der dukker sig mellem Danmarks to
største gravhøje. Kirken behøver bestemt ikke at
dukke sig, for den er rig på historie.
Gravhøjene er skabt af Harald Blaatands trælle, der som
kendemærke fik skåret næsetippen af, ja, det
står der virkelig. Sydhøjen blev udgravet af
Frederik VII, der havde udgravning af oldsager som hobby, men han fandt ingen grav.
Det er Danmarks største høj med en diameter
på 77 m og en højde på 11m, men er åbenbart
altså ikke en gravhøj.
Sammen med Jellingstenene og Jellinghøjene er
kirken i 1994, som det første i Danmark,
optaget på Unesco’s World Heritage List også kaldet “verdens kulturarv.” Det er i fornemt
selskab med Den Kinesiske Mur, Taj Mahal, Ægyptens Pyramider, Akropolis og 730 andre
kulturskatte i hele verden, hvoraf de 376 ligger i Europa. Fra Danmark er Roskilde Domkirke
og Kronborg senere kommet med på den fornemme liste.
En af vore smukke lokale kirker er Sdr. Lem Kirke, der i daglig tale kaldes Højmark Kirke.
Dette har ofte været årsag til, at ikke lokalkendte kirkegængere til bryllup og begravelse
fejlagtigt er mødt op i Lem Kirke et par km. længere mod S.
Kirkeklokken i Højmark Kirke er fra 1250 og regnes for en af Danmarks ældste og fornemste
kirkeklokker. I kirken findes en degnestol, kalkmalerier og et kirkeskib skabt af engelske
krigsfanger der sad i Ringkjøbing Arrest.
En af kvaderne på Ulfborg Kirke er udsmykket med billedet af en ulv, det siges, at den har
givet navn til Ulfborg. Men Ulfborg Kirke er kendt af flere grunde, fornemme kalkmalerier,
altertavle skænket af herremanden på Nørre Vosborg Predbjørn Gyldenstierne og det
fornemme Gyldenstiernes Kapel med det enormt store marmorepitafi. Og så er der kirkens
meget særprægede prædikestol, en såkaldt lektorieprædikestol der går tværs over kirken med
en karnap ud for midtergangen, denne model findes i dag kun her og i Tise Kirke i
Vendsyssel. Den krigsglade Kong Christian IV beslaglagde en del kirkeklokker i landet for at
omstøbe dem til kanoner. Men nogle af dem blev solgt på auktion, her købte Ulfborg Kirke
sin kirkeklokke, der sandsynligvis har hængt i en sjællandsk landsbykirke.
Børglum Kloster SV for Hjørring har spillet en væsentlig rolle i danmarkshistorien. Her
havde de danske konger i vikingetiden kongsgård. Knud den Hellige og Svend Estridsen,
der oprettede bispesædet her, har du allerede hørt om.
Den daværende Børglum Domkirke var på størrelse med Viborg Domkirke, den fungerer i
dag som sognekirke med gudstjeneste hver søndag. Kirken er med sit prægtige inventar helt
unik, der er gravkammer, epitafium og en 12 m. høj altertavle – ganske imponerende.
Barokorglet er et af de fineste i Danmark, og bruges derfor ofte til kirkekoncerter.
Børglums bisper var for det meste dygtige, lærde og fromme mænd, der fortjenstfuldt varetog
stiftets tarv, sad i rigets råd og derfor havde stor politisk indflydelse i landet. Men der var
også enkelte, der i vanskelige tider for riget og kongemagten mest stræbte efter at berige
klostret og sig selv. Den kendteste af børglumbisperne er adelsmanden Stygge Krumpen, der
var biskop frem til Reformationen 1536. Som biskop skulle han leve i cølibat, men det tog
Stygge Krumpen ikke særlig alvorligt, trods disse katolske kirkeregler var han omgivet af en
hær af elskerinder, han har sikkert kaldt dem for engle. Stygge Krumpen var i det hele taget
berygtet for sin livsførelse.
Stygge Krumpen deltog som katolik i sammensværgelsen mod Christian II, han blev pågrebet
og arresteret, selv om han, som der står, forsøgte at gemme sig i en bageovn. Han sad
fængslet på Sønderborg Slot i seks år, fordi han ikke ville afskrive sin katolske tro og sværge
troskab til Christian III. Derudover lød anklagen – ikke uforskyldt, på hor og blodskam. Efter
sin løsladelse, fik han Asmild Kloster ved Viborg i len af kongen. Stygge Krumpen ligger
begravet i Mariager Klosterkirke.
Også Christian IV havde sin gang på Børglum Kloster. Desværre må jeg sige, for hans
hobby var fremstilling af fyrværkeri, hertil brugte han så skammeligt Børglum Klosters
gamle håndskrifter. Det kan bestemt ikke tilgives, at han med raketter sendte disse historiske
skrifter mod himlen.
Børglum overgik i 1665 til privat eje. Herefter har Børglum haft flere prominente ejere,
Dronning Charlotte Amalie, Kong Frederik IV, Prinsesse Sophie Hedvig og den berømte
arkitekt Laurids dé Thura.
Musik: Måske ville det nu være en god ide med et stykke musik?
Igen har jeg valgt Lars Lilholt, du skal høre: ”De 12 dage.”
På vores egn er der meget at fortælle om Vedersø Kirke. Her vil du høre navne som Marie
Sand, Plesner, Kaj Munk mfl. Fra 1474 solgte kirken afladsbreve, der lovede at reducere
opholdet i skærsilden med 440 dage. Hvorfor det lige netop var 440 dage, har jeg ikke kunnet
finde ud af, måske du kan hjælpe mig? Afladsbrevene gjaldt også pilgrimme, der besøgte
kirken for at bede, forudsat naturligvis at de gav en gave. Men så kom Martin Luther med et
oprør mod denne ”fidus” nå undskyld, ugudelighed er måske et mere acceptabelt ord.
Vedersø Kirke har været ejet af herremand de Linde på Aabjerg, han havde sin egen kirkestol. I kirkens gamle granitalterbord gemmes et relikvie i en lille blykasse, svage rester af tøjstumper fra en helgens klæde, der gættes på Sankt Sebastians eller måske endda Jomfru Marias. Altertavlen er malet af N. Jørgensen, Ringkjøbing.
Kirkeskibet er en tremastet skonnert bygget af lærer Fjelking fra Vedersø, der var en af Kaj Munks nære venner. På østvæggen sidder en mindetavle over Kaj Munk med et salmevers af Anders Sørensen Vedel.
Den syvarmede lysestage er en gave fra pastor J.F. Plesners børn i anledning af hans 100 års fødselsdag. Et af børnene er den kendte arkitekt Ulrik Plesner. Ham vil du om 7-800 år høre mere om. Kirken har haft tre forskellige døbefonte, en af dem har stået i hestestalden på Aabjerg, den blev i 1915 foræret til Ringkjøbing Museum. I 1800-tallet lå en døbefont gennem mange år udenfor kirkegårdsdiget, men så blev den foræret som bryllupsgave til et ungt par, der fik sit hjem på Staby Møllegård, her stod den i mange år. Efter endnu et par stationer er den kommet tilbage til Vedersø og står nu i gravkrypten under tårnet. Nuværende døbefont har været grisetrug og senere fungeret som blomsterkumme i haven hos gårdejer Jens P. Kirkeby. Ifølge kirkebøgerne i Vedersø er alle børn blevet hjemmedøbt i årene 1815 til 1825 - besynderligt, om det mon skyldes, at man i disse ti år ikke har haft en døbefont i kirken eller noget helt andet, har jeg ikke kunnet finde ud af. Også her kan du måske hjælpe?
Prædikestolen har fire malerier, i et af felterne står teksten: ”En arbejder er sin løn værd.” Det menes, at maleren var utilfreds med den løn, han fik af kirkens ejer herremanden på Aabjerg, der så fra sin egen kirkestol kunne fundere over denne tekst.
På den indvendige nordside af skibet sidder et hugget stenhoved. Der gættes på, at det kan være den nordiske gud Vidar, der har givet navn til Vedersø. Navnet kommer nemlig af Vidars-Høgh omskrevet til Vidars Høj. Vidar var søn af Frigg og Odin, han var den nordiske Gud for tavshed og sparsommelighed. Det var Vidar, der ved Ragnarok dræbte Fenrisulven, der havde slugt Odin, og dermed blev verden smukkere.
I 1924 ansatte menighedsrådet en meget ung og ganske ukendt mand som sognepræst, navnet var Kaj Munk, men han skulle ikke blive ved at være ukendt. Også om Kaj Munk har jeg ”syet” en flere timer lang historie, men det må vente til en anden gang.
På kirkegården ses Lise og Kaj Munks gravsted, Plesners
familiegravsted, J.F. Plesner var sognepræst i Vedersø 1856-92. I det sydvestlige hjørne af kirkegården ses
Marie Sands grav. Marie Sand døde som ung mor sammen med sin lille dreng i
barselsseng 26. okt. 1925, mor og søn blev lagt i samme kiste. Dødsfaldet
gjorde et stærkt indtryk på egnens beboere og ikke mindst på Kaj Munk, der holdt en meget bevæget tale ved begravelsen.
Efterfølgende skrev han dramastykket ”Ordet”
om opvækkelsen fra de døde, det blev hans mest kendte værk.
Ved indgangene
til kirkegården ses nogle af Danmarks få færister, her på egnen ses de også ved
Dejbjerg Kirke. Deres formål var i ældre tid at holde løsgående kreaturer, svin
og fanden selv med hans bukkefod ude fra kirkegården.
Vestervig Kirke er Danmarks største landsbykirke opført som en augustinerklosterkirke.
Den var også Danmarks nordligste bispesæde, indtil det blev flyttet til Børglum.
I kirken er der tre døbefonte, kalkmalerier og Danmarks ældste gravsten med årstallet 1210
sat over præsten Tue.
I middelalderen lå der to kirker i Vestervig, foruden Klosterkirken også sognekirken Skt.
Thøgers Kirke med Skt. Thøgers kilde ca. 300 m NV for den nuværende kirke. Her ligger den
gamle kirkegård, der stadig er i brug.
Nytårsnat 1703 brændte både kloster og kirke under forsøg på at tørre en strandet
skibsladning papir. Klostret blev genopført, men allerede i 1800-tallet blev
klosterbygningerne revet ned, men kirken fik lov at bestå og fik nu status af sognekirke.
Vestervig Kirke er mest kendt for Liden Kirsten og Prins Buris grav. Sagnet fortæller, at Prins Buris, der var bror til Valdemar den Stores Dronning Sophie, havde forelsket sig i Liden Kirsten, der var Valdemar den Stores halvsøster. Forelskelsen var gensidig, så Prins Buris bad om giftermål, men fik nej. Men mens Valdemar var på krigstogt, bar kærligheden frugt, Liden Kirsten fødte en datter. Det fortælles også, at Dronning Sophie, med sit hårde hjerte, havde tilskyndet hertil, for hun kunne ikke døje Liden Kirsten. Da Valdemar kom hjem fra sit krigstogt, blev han harm, og det fortælles, at han dansede Liden Kirsten i døden. Hun blev begravet på nordsiden af Vestervig Kirke. Herefter kom turen til Prins Buris, hans øjne blev stukket ud, og han blev kastet i fængsel. Her blev han lænket med en lænke, der netop kunne nå hen til Kirstens grav. Tolv år senere døde Prins Buris og blev begravet ved siden af sin elskede Kirsten. Det har siden da været skik, at brudepar i Vestervig Kirke efter vielsen skænker en buket til Liden Kirsten og Prins Buris grav.
Vi skal nu mod S til Ribe Domkirke. Den er, som alle de andre kirker jeg fortæller om i dag,
bygget i 1100-tallet. Tidligere har der på stedet stået en trækirke opført af Ansgar ca. 300 år
tidligere og senere en lille stenkirke. Oprindelig var der to lige høje tårne i vest, men julenat
1283 styrtede det ene tårn ned og dræbte over 100 mennesker til julegudstjeneste. Det er
Danmarks ældste domkirke, bygget gennem mange år i mange forskellige stilarter, og opstår
derfor i dag som et ægte ”kludetæppe,” fx romansk stil og øverste etage i gotisk stil.
Det firkantede tårn er bygget som et forsvarstårn for borgerne, det hørte oprindelig slet ikke
med til kirken, og arkitektonisk passer det bestemt heller ikke særlig godt. Men fra det 52 m
høje tårn er der en fantastisk udsigt over det flade landskab. Før Reformationen var der over
50 altre i Ribe Domkirken. Ved Reformationen, hvor kirkens gods overgik til staten, mistede
kirken sit økonomiske grundlag. Kirken måtte ikke modtage gaver, hvis de fremover
belastede økonomien, fx blev en lysestage foræret til Ribe Domkirke, med den fulgte en årlig
bevilling på 23,75 kr. til køb af støbte lys. Beløbet blev tinglyst på giverens ejendom, men
ikke dyrtidsreguleret, så ejeren af ejendommen betaler den dag i dag 23,75 kr. om året til lys.
I Domkirken ses et vandhøjdemærke fra 1634, en af byens mange oversvømmelser, mærket
sidder ca. i voksen øjenhøjde. Ribes indbyggertal var dengang omkring 5.000, efter
stormflodskatastrofen blev antallet reduceret til en tredjedel.
Af fornemme grave har Ribe Domkirke Erik Emune, Christoffer I, Hans Tausen, Anders Sørensen Vedel og Hans Adolph Brorson.
Af kunst findes der et relief skabt af Anne Marie Carl-Nielsen, der er statuer af Brorson og Hans Tausen og Carl-Henning Pedersens moderne glasmosaikker.
Da domkirken blev bygget, lå den på byens højeste plads, i dag ligger den nærmest i et hul. Årsagen er, at al bebyggelse udenom gennem århundreder er vokset. Præcist som du hørte i historien om Slesvig Domkirke. Tidligere havde man ikke nogen renovation i byerne, affald blev smidt lige udenfor døren. Blev et hus nedbrudt, lod man de byggerester ligge, der ikke kunne genbruges. Således voksede hele Ribe By, der i dag ligger på en 2-8 m tyk affaldsdynge, eller med det mere kulturelle udtryk - kulturlag.
Gjellerup Kirke ved Herning er Danmarks ældst daterede landsbykirke. Derfor bruger
forskere ofte udtrykket før eller efter Gjellerup. Det fortælles, at bygmesteren på Ribe
Domkirke i 1130-erne måtte afbryde sit arbejde her, fordi han ikke kunne skaffe tufsten. Der
var uro i landet i en sådan grad, at det kostede Knud Lavard og fem af Danmarks syv bisper
livet. Derfor blev bygmesteren sendt til Gjellerup for at bygge en kirke i landets største
herred Hammerum Herred. Men kirken blev ikke bygget i Hammerum, den blev bygget i
Gjellerup af to årsager, Gjellerup var dengang den største by, og her var herredets højeste
punkt. Kirkens dåbsattest er en tympanon, og hvad er så det for en tingest? Jeg fatter
leksikonet og finder ud af, at en tympanon er en døroverligger, og på den står der, at dette hus
blev grundlagt i 1140.
Afslutning:
Du har nu hørt om en lille udvalgt håndfuld af de tusinder af danske landsbykirker og gamle
klostre. Også i næste udsendelse er der kirker på programmet. Ikke mindst den spændende
historie fra Ølstrup Kirke. Men du skal også høre om folkeviser, og om dengang Ringkjøbing
Fjord ikke var fjord, men åbent hav.
På genhør næste uge i radioen - samme kanal, samme dag,
samme tid.
Afsluttende musik: Giuseppe Verdi: La Traviata